Systemets regering: Regeringen sætter systemet først

Regeringen sætter systemet først i nyt udspil og fører et ideologisk korstog mod profit i private opholdssteder.

August Stengaard,

27/01/2021

Regeringens vil sætte børnene først – men i virkeligheden bliver systemet sat først. Flere skal tvangsadopteres. Barnets behov skal sættes først – men ikke hvis et privat opholdssted bedst kan udfylde barnets behov. 

Regeringen foreslår et forbud mod profit for private opholdssteder – et forslag der bygger på et socialdemokratisk korstog mod private institutioners løsninger på velfærdsområderne. Regeringen viser deres tyrkertro på, at systemet må stå over alle andre hensyn. Hellere et statsligt opholdssted end et privat – selvom det bedre vil kunne matche et udsat og tvangsadopterets barns behov.  Selv et privat opholdssted, der finansieres fra staten vil man forbyde at have profit, for på sigt kun at have systemets opholdssteder. Hvis systemet udelukkende skal stå for den opgave, så får vi en ensrettet, ufleksibel og rigid model, der ikke kan tilpasse sig det enkelte udsatte barns specifikke behov. Regeringen hellere have et dårligt statsligt opholdssted, end et godt privat, der tjener profit – dét er topmålet for en systemisk tankegang, der sætter alt andet end børnene først. 

Forældre kan svigte et udsat barn, men det kan systemet også. Der er brug for en bredere og mere helhedsorienteret tilgang til problemerne med udsatte børn og deres forældre. Problemet opstår jo før et barn bliver født. Problemet starter ved, at et voksent menneske træder ved siden af i livet. Med psykiske problemer. Hjemløshed. Med alkoholisme. Stofmisbrug. Derouten kan også være startet ved arbejdsløshed eller deres egen hårde opvækst. Forklaringerne på at træde ved siden af i livet kan desværre være mange. Et hvert menneske der træder ved siden af og ikke kan tage vare på sig selv lider en tragisk skæbne ingen bør overgå. Vi bør som samfund sætte massivt ind på at hjælpe disse mennesker ind i en livsbane, hvor de får at vide deres liv har værdi i sig selv, de kan tage ansvar for sig selv og på sigt skabe værdi for det samfund der omkranser dem. Et menneske der ikke kan tage vare på sig selv, kan heller ikke tage vare på et barn – og selv et tidligt svigt i et barns liv kan føre til forfærdelige konsekvenser. Sociale problemer går i arv, og det må vi ikke lade ske. 

I et helhedsorienteret perspektiv sætter man ind på at skabe færre forældre, der kan svigte deres forældreskab og lade deres sociale problemer gå i arv til deres børn. Der skal tages hånd om stofmisbrugere ved, at de behandles som patienter og ikke kriminelle – flere fixerum skal tages i brug og gøres mere anvendelige for misbrugere, og ultimativt pejle dem i en mere ansvarlig og selvstændig livsbane. Vi skal give mere plads til socioøkonomiske virksomheder, der rummer flere skæve eksistenser i medarbejdergruppen – skæve eksistenser der ellers kunne ende i store sociale problemer og stå uden for arbejdsfællesskabet. Vi skal forbedre indsatsen i psykiatrien og skabe et uddannelsessystem, der indrettes på de enkelte elevers præmisser snarere end, at det skal passe snævert ind i et regneark med sirlig målstyring. 

Regeringens forslag der vil gøre tvangsadoption lettere er symptombehandlende. Selv et barn der tvangsadopteres eller anbringes tidligt i livet kan jo have taget skade for resten af livet. Deres forældres sociale problemer vil gå i arv til dem selv. Dermed kan vi stadig stå med den velfærdsstatslige falliterklæring at have socialt udsatte voksne og deres børn, der ser ind i et liv med begrænset tro på dem selv og det ansvar de har i og for deres eget liv. Det er et svigt af dimensioner.