Jeg ville stemme for en rigsretssag mod Inger Støjberg

Hvis jeg var folketingsmedlem ville jeg stemme for en rigsretssag imod Inger Støjberg. For at lade en dommer fælde endelig dom i sagen. For at give Inger Støjberg muligheden for at frifinde sig selv i en retssag – og ikke kun i folkedomstolen. For politisk at værne om retsstaten.

August Stengaard,

14/12/2020

Jeg vil – eller kan – ikke tage stilling til skyldsspørgsmålet. Det må der juridiske eksperter til at vurdere. En minister kan stilles til ansvar i en rigsretssag. Der kommer landets dygtigste jurister og dommere med en dom, der endeligt kan afslutte sagen – og potentielt set frifinde Inger Støjberg. Alt under dette er ikke en retsstat værdig. Folketingspolitikerne må tage ansvar for den retsstat de højt besungen forsvarer i enhver offentlig tale.  

De MF’ere der allerede nu klart afviser en rigsretssag må forklare om de enten er imod retsstaten, er politisk farvede af sagen der handlede om asylpar med mindreårige eller er bange for kommissionens rapport er så alvorlig for Inger Støjberg, at hun ikke kan frifindes i en rigsretssag. Mange af de hurtige forsvarere af Inger Støjberg hæfter sig ved, at Inger ikke direkte har afgivet en ulovlig ordre til en embedsmand. Men hvis dette står til troende er der vel intet at frygte i en rigsretssag for Inger Støjberg? Hvorfor ikke stå retsstaten bi og stemme for en rigsretssag?  

Når man i den ene sag snakker højt og flot om retsstatsprincipper, lovhjemmel og ministeransvar bør man også i den anden sag stå ved de principper. Grundlaget for en retsstat i et liberalt demokrati er ideen om universelle principper og værdier. Retsstaten gælder for alle, i alle situationer og til alle tider. Ingen sag, ingen situation, intet tidspunkt kan retfærdiggøre at retsstaten sættes ud af spil. Retsstaten findes for at beskytte individet mod misbrug af magt. Hverken barnebrude eller folkesundheden kan afmontere retsstaten og lovens suveræne position i det danske liberale demokrati. 

Hvis retsstaten gælder for de røde politikere gælder den også for de blå. Imidlertid er beslutningen om at iværksætte en rigsretssag politisk. Min politiske holdning er, at retsstaten og lovens overholdelse er kerneelementer i et demokrati, som der ikke må afviges fra. Ingen sager - hverken barnebrud eller folkesundheden - kan være argument for at tilsidesætte retsstaten. Derfor ville jeg stemme for en rigsretssag mod Inger Støjberg for at sætte et endeligt punktum i sagen og give hende muligheden for at blive frikendt. 

I et liberalt demokrati – som det danske – med en fri forfatning, der bygger samfundet op om en retsstat gælder, at retsstaten tæller til alle tider.