Inger Støjberg bør stilles for rigsretten

Folketingets uvildige advokater er i dag kommet med deres konklusioner og de siger klart, at grundlaget for en rigsretssag er til stede. Vi kan med ”rimelig formodning” forvente domsfældelse i en rigsretssag mod Inger Støjberg.

August Stengaard,

06/01/2021

Lige nu afventer vi om Socialdemokratiet, Venstre og Konservative, som de sidste 50 års eneste statsminister-partier, tør slå ring om retsstaten – eller om de overgår Inger Støjbergs skandaløse lovbrud med en endnu større demokratisk skandale. 

De 3 magt-vante partier kan bekende kulør, som fnidderpartier der knuger sig til magten og taburetten – eller vise format og rejse en rigsretssag, når grundlaget er til det. 

De juridiske eksperter vurderer, at der med rimelighed kan forventes en dom i en eventuel rigsretssag mod Inger Støjberg. Så ligesom i det almindelige retssystem er anklagemyndigheden forpligtet til at rejse sagen; Når man med rimelighed kan forvente en dom. Derfor vil Folketinget svigte sit ansvar som anklagemyndighed i sager, hvor en minister har brudt loven ved ikke at rejse en rigsretssag mod Inger Støjberg. 

Det handler om ordentligheden, ansvarligheden og retskaffenheden hos vores politikere. Lever de op til deres ansvar? Tør de stille sig selv og hinanden til ansvar i sager med klare uvildige juridiske vurderinger, der skaber grundlag for en rigsretssag. Det gør sig særligt gældende for de borgerlige i denne sag, hvor det juridiske grundlag for en rigsretssag er vurderet krystalklart, hvis den larmende kritik over regeringens grundlovsbrud i minksagen skal tages seriøst. Samtidig kan Socialdemokratiet med Mette Frederiksen i spidsen vise hidtil uset kynisme ved at afvise en rigsretssag mod Inger Støjberg – for at undgå selvsamme i den verserende minksag. 

Vigtigst i al juristeriet og sniksnakken er at huske på hvorfor retsstaten er til i demokratiet. Fordi et samfund uden love ville lade sig diktere ved den stærkes ret – og det ville have forfærdelige menneskelige konsekvenser. Det er afgørende at huske på, at dem der har måttet betale den højeste pris i både instrukssagen og minksagen er henholdsvis de asylpar der ulovligt er adskilt og de minkfarmere der uretmæssigt måtte aflive hele deres livsværk. Vi har retsstaten for at beskytte almindelige mennesker mod andres – og særligt også statens – tvang. 

Retfærdigheden findes i en uvildig, objektiv og konkret vurdering i hver enkel sag. Partipolitisk fnidder der afkobler retsstatens principper og samfundets love er gift for et velfungerende demokrati og et samfund baseret på borgerens tillid og retssikkerhed. Det må vi ikke lade ske. Grundlaget for en rigsretssag er til stede. Vi kan med ”rimelig formodning” forvente domsfældelse i en rigsretssag mod Inger Støjberg. 

Enhver moralsk politiker med respekt for såvel lovens ord som dens ånd må stemme for en rigsretssag mod Inger Støjberg. Det modsatte vil normalisere og legitimere uretmæssig tvang og magtudøvelse mod helt almindelige danskere. Dét må ikke være acceptabelt i et liberalt demokrati som det danske.