Forleden faldt jeg over et opslag i en Facebook-gruppe, som rystede mig i min grundvold. I en støttegruppe dedikeret til Mette Frederiksens næsten umenneskeligt fantastiske evner til at være statsminister, blev det foreslået, at en lov mod at udtale sig kritisk mod og om statsministeren, ville være rigtig godt i denne ”undtagelsestilstand”. Den har jeg mest af alt lyst til bare lige at lade hænge et øjeblik.
For reaktionerne er nemlig blandede. Der er typer, som mig, der synes, det er komplet langt ude og et brud med grundlæggende demokratiske rettigheder, som den ytringsfrihed, som vi i Danmark er så stolte af. Men der findes en skræmmende stor del af den danske befolkning, som luller sig i søvn til forestillingen om, at man ikke må kritisere ”den store leder”. Det er ærligt talt helt vildt skræmmende. Selvom jeg har en politisk overbevisning, er jeg da ikke bleg for at give udtryk for min holdning, selv hvis den er kritisk mod mit eget parti. Men der findes åbenlyst folk, der befinder sig i en anden lejr, der ønsker at lukke munden på dem, der udtaler sig kritisk om netop deres politikere.
Hvis vi ikke må sætte spørgsmålstegn ved, om beslutningerne har været rigtige, kan vi ingenting lære. Hvis vi ikke må snakke om, hvorvidt minkaflivnings-ordren var grundlovsstridig, men bare skal acceptere, at det var ”en nødvendig beslutning”, hvorfor har vi så overhovedet et demokrati i Danmark? Hvorfor lader vi så ikke embedsmænd og eksperter om at træffe beslutninger, når dem, vi har afgivet suverænitet til, ikke må spørges ind til deres beslutninger?
Som liberal mener jeg at have en grundlæggende sund skepsis overfor staten, offentlige institutioner og autoritære instanser. Det betyder ikke, at jeg ikke stoler på staten. Det betyder, at jeg ikke bare labber alt i mig, som jeg hører. Når den socialdemokratiske spinmaskine kører det tunge skyts frem og drukner Facebook i latterlige opslag om, at man skal like, hvis man vil vise solidaritet med Nordjylland eller dele, hvis man også synes, at Venstre er for kritiske, bliver jeg træt. Træt af hvor mange der ukritisk stiller sig på række og, i ægte lemmingeeffektsstil, klapper i takt.
Det er ikke det danske samfund, som jeg ønsker. Jeg ønsker et samfund, hvor vi blot kan, men bør og skal diskutere, debattere og overveje politiske beslutninger – herunder ikke mindst det sundhedsfaglige grundlag i en situation som coronakrisen. Spørgen til sundhedsfaglige begrundelser bliver dog for tiden ofte affejet med, at der ikke er tid. Der er ikke tid til at give de svar, som kræves fra regeringen. Hvis der ikke er tid til at svare på de helt basale, grundlæggende og nødvendige spørgsmål, kan man jo spørge sig selv, om der overhovedet er tid og plads til en demokratisk styreform, så længe lederen for bordenden hedder Mette Frederiksen.
Karen Frese
Kultur-, ideologi- og religionsordfører, Venstres Ungdom
