Mand stukket adskillige gange med kniv i 7-Eleven

Et 33-årigt offer for knivstik er uden for livsfare, fortæller politiet. En 37-årig mand er blevet anholdt.
Foto: Unsplash
Foto: Unsplash

180Graders Redaktion,

27/05/2020

En 33-årig mand er natten til onsdag blevet stukket adskillige gange med en kniv i en 7-Eleven på Vesterbrogade i København.

Det oplyser Københavns Politis centrale efterforskningsleder Espen Godiksen, der fortæller, at offeret er en mand med udenlandsk baggrund.

- Han er uden for livsfare, siger efterforskningslederen.

Politiet modtog meldingen om knivstikkeriet 03.17.

En 37-årig mand blev kort efter anholdt for knivstikkeriet og vil blive fremstillet i et grundlovsforhør i Københavns Byret i løbet af onsdagen.

Det er endnu uvist, om han vil blive sigtet for grov vold eller drabsforsøg. Politiet kan endnu ikke oplyse, hvordan han forholder sig i sagen.

Espen Godiksen fortæller, at politiet mener, at knivstikkeriet skyldtes en uoverensstemmelse.

- Det var en overensstemmelse mellem de to, siger han.

Kilde: /ritzau/