836 bøder er givet for overtrædelse af forsamlingsforbud

Forsamlingsforbuddet trådte i kraft den 18. marts og har i størstedelen af coronakrisen ligget på ti personer.
Selv om vejret er godt, må man stadig ikke samles flere end 50 personer på offentlige steder. (Arkivfoto)
Selv om vejret er godt, må man stadig ikke samles flere end 50 personer på offentlige steder. (Arkivfoto)

180Graders Redaktion,

18/06/2020

Politiet har haft bødeblokken fremme under coronakrisen. Der er udstedt 836 bøder for overtrædelse af forsamlingsforbuddet landet over, siden det trådte i kraft den 18. marts og frem til den 14. juni.

Det viser en aktindsigt fra Rigspolitiet.

Grænsen for forsamlinger lå fra 18. marts og indtil 8. juni på ti personer. Bestemmelsen er i den tid løbende blevet forlænget.

8. juni blev det hævet til 50, og det er planen, at det præcis en måned efter - den 8. juli - skal hæves til 100 personer.

Forsamlingsforbuddet blev indført for at mindske spredning med coronavirus.

Det vides ikke, hvor og hvornår bøderne er faldet, men politiet har løbende meldt om sigtelser. Særligt med foråret og det gode vejrs komme, hvor folk har bevæget sig ud i solen.

I flere tilfælde har grupper med over ti personer samlet sig på nogle af de populære opholdssteder i de større byer.

Eksempelvis blev ti personer, der var en del af en større gruppe, sigtet for overtrædelse af forsamlingsforbuddet i april, da de spillede kongespil på Amager Strand i København.

Men der har også været grund til at give bøder hos lidt større forsamlinger. Også efter at grænsen for forsamlinger blev hævet til 50.

Lørdag blev 221 mennesker sigtet for overtrædelse af forsamlingsforbuddet, da de afholdt et bilræs i Holsted.

Bøden for at overtræde det midlertidige forsamlingsforbud under coronakrisen er på 2500 kroner i førstegangstilfælde. I gentagelsestilfælde vil der være grundlag for en højere bødestraf.

Sundhedsmyndighederne har flere gange advaret om, at tæt kontakt og større forsamlinger kan være en katalysator for smittespredning med coronavirus.

Derfor er rådet også, at man holder afstand på mindst en meter fra andre personer - også selv om man ikke er over 50 mennesker samlet.

Kilde: /ritzau/