Af Claus Toksvig, direktør og formand for Liberal Alliances Storkreds i Vestjylland samt medlem af partiets hovedbestyrelse
I går har præsenterede regeringen endnu en såkaldt hjælpepakke til trængte virksomheder. Tilsyneladende er der ingen, der egentlig gør sig den ulejlighed at kigge ind under facaden, og regne lidt på tallene.
Herunder er listet nogle konkrete eksempler op, der viser hvorfor hjælpepakkerne ikke nødvendigvis hjælper, men i nogle tilfælde stiller virksomhederne værre.
Har du en virksomhed med 2-10 funktionæransatte, så er regeringens hjælpepakker yderst problematiske, og i bedste fald neutrale.
Et nærværende eksempel med to ansatte funtionærer, til 40.000 kroner i måneden, i runde tal.
Løsning a: At sende medarbejderne på arbejdsfordeling:
Det har altid været muligt at sende folk på fordeling, for funktionærer ned til 8 timer om ugen.
En funktionær der koster 40.000 kr. pr. måned, så vil det i runde tal betyde at det vil koste virksomheden, ca. 17.000 i måneden for to ansatte på fordeling.
Her skal man huske, at virksomheden får 8 timers arbejde om ugen, og der er en stor grad af fleksibilitet, idet man kan øge timeantallet efterhånden som markedet retter sig.
Løsning b: Den nye kompensationsordning:
Så kom regeringen med den famøse "kompensationsordning. Her skal man sende medarbejderne hjem, og man får max 23.000 kr. i kompensation. Det giver en udgift for virksomheden på 17.000 x 2 ansatte = 34.000.
Men virksomheden får ingen arbejde til gengæld. Det betyder, at tre måneder efter ordningens indtræden, så står medarbejderne der igen, og der skal så være fuld beskæftigelse til dem. Der er ingen muligheder for indslusning/startjustering.
Løsning c: Driftstab:
Nu kommer regeringen så med en ny lap. Der kan man, i bedste fald få 70.000 i tabte ordrer fordelt over tre måneder, og det lyder jo meget fint.
Men samlet over tre måneder, ser regnestykket sådan her ud:
Arbejdsfordeling: vil koste virksomheden 17.000 x 3 = 51.000 kr. (til gengæld for 96 timers arbejde)
Kompensationsordningen vil koste: 34.000 x 3 = 102.000 kr. (uden virksomheden får arbejde retur)
Differencen mellem arbejdsfordeling og kompensationsordningen er: 51.000, for de tre måneder.
Nu kommer regeringen så med en "lap" på 70.000 kroner, det giver et "plus" på 20.000, men virksomheden mister 96 timers arbejde (x 250 kr. = 24.000)
Så alt i alt – går ordningerne lige op – det eneste der er kommet ud af det, er mindre fleksibilitet, udskydelse af problemerne, og en kæmpeudgift til ansatte der skal gå hjemme på fuld løn i tre måneder.
Løsningerne er præget af, at der er en stærk fagbevægelse der simpelthen kan køre politikerne rundt i manegen.
Hvordan kan man mene, at det er en god ide at sende medarbejdere hjem på fuld løn i tre måneder, når der var/er velfungerende ordninger i forvejen, til at håndtere nedgang i ordrer?
De øvrige løsninger handler om gældsstiftelse og udskydelse af gæld. Det kan ikke være nogen bæredygtig måde at gøre det på. Hvis ikke coronaen dræber ovenstående typer virksomheder, så kommer der en sommerferie efterfølgende, hvor medarbejderne i princippet ”checker” ind igen, og forventer at der er beskæftigelse. Så hvis sommerferien så ikke dræber virksomheden, så kommer det næste bump i efteråret med de udskudte gældsforpligtelser.
Det havde været langt mere hensigtsmæssigt, at man lod virksomhederne få muligheden for at tilpasse sig driften – ved fx at give virksomhederne mulighed for at frisætte ansatte fra dag til dag – og lade staten kompensere den ansatte i opsigelsesperioden, hvorefter den ansatte overgår til dagpenge.
Derudover, kunne man lette skat, moms, og afgifter i en periode, fra fx 1/3 à 31/12, startende lavt, og langsomt indfase betalingerne igen, efterhånden som markederne retter sig.
Det ville være langt mere simpelt, hensigtsmæssigt, fleksibelt og ikke mindst billigere.
Dette er et debatindlæg indsendt af en af 180Graders læsere. Det er alene udtryk for skribentens holdning. Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage med debatindlæg til 180Grader her.
