WHO-chef: Måske ingen nem kur mod coronapandemi

WHO advarer mandag om, at det måske aldrig vil lykkes at finde frem til en nem kur mod covid-19.
Chefen for WHO, Tedros Ghebreyesus, opfordrer verdens lande til konsekvent at gennemføre sundhedstiltag for at mindske spredningen af covid-19. (Arkivfoto)
Chefen for WHO, Tedros Ghebreyesus, opfordrer verdens lande til konsekvent at gennemføre sundhedstiltag for at mindske spredningen af covid-19. (Arkivfoto)

180Graders Redaktion,

04/08/2020

Verdenssundhedsorganisationen WHO advarer mandag om, at det måske aldrig vil lykkes at finde en "silver bullet" mod covid-19.

På engelsk dækker udtrykket "silver bullet" over en simpel løsning på et kompliceret problem.

- Der er ingen mirakelkur i øjeblikket, og det er ikke sikkert, at der nogensinde kommer det, sagde WHO-chef Tedros Ghebreyesus på et videopressemøde.

Derfor opfordres der til, at alle verdens lande konsekvent håndhæver sundhedstiltag som at holde afstand, håndvask, test af befolkning og brugen af mundbind.

- Beskeden til folk og regeringer er klar: Gør det hele, siger Ghebreyesus og peger på, at mundbind burde blive et tegn på solidaritet over kloden.

Over hele verden arbejdes der intenst på at udvikle en vaccine mod coronavirusset, som har ramt flere end 18,1 millioner mennesker på verdensplan.

WHO-chefen siger på pressemødet, at virusudbruddet er den største globale sundhedskrise siden starten af det 20. århundrede. Den internationale jagt på en vaccine er også historisk.

- Der er mange vacciner på forsøgsstadiet, et par stykker i den sidste del af de kliniske forsøg - og der er håb.

- Det betyder ikke nødvendigvis, at vi vil få en vaccine, men i det mindste er hastigheden, som vi har nået det niveau, vi er på nu, uden fortilfælde, siger Ghebreyesus.

Blandt andet det amerikanske medicinalselskab Gilead har undersøgt et middel - Remdesivir - til behandling af covid-19. Det er det første lægemiddel, der i et større klinisk studie har vist effekt på patienter med covid-19.

Sygdommens alvor betyder, at myndighederne har sat fart på processerne med at godkende lægemidler. Remdesivir fik i starten af juli en betinget godkendelse af EU-Kommissionen.

- Der er bekymringer for, at vi ikke får vaccine, der kan virke, eller at beskyttelsen kun kan vare et par måneder - ikke mere. Men indtil vi afslutter de kliniske studier, ved vi det ikke, siger WHO-chefen.

Kilde: /ritzau/Reuters