Trump åbner for sanktioner mod ansatte ved domstol i Haag

Straffedomstol undersøger mulige krigsforbrydelser i Afghanistan, men USA er skeptisk over for domstolen.
Præsident Donald Trump vil blokere for indrejse i USA for ICC-ansatte og deres familier, fremgår det af dekret.
Præsident Donald Trump vil blokere for indrejse i USA for ICC-ansatte og deres familier, fremgår det af dekret.

180Graders Redaktion,

12/06/2020

USA's præsident, Donald Trump, har med en nyt dekret åbnet op for at indføre sanktioner mod ansatte ved Den Internationale Straffedomstol (ICC).

Domstolen er i gang med at efterforske, om amerikanske soldater har begået krigsforbrydelser i Afghanistan.

- Vi kan ikke og vil ikke se til, når vores folk er truet af en parodi på en domstol, siger USA's udenrigsminister, Mike Pompeo.

Justitsminister William Barr beskylder Rusland for at spille en rolle i sagen.

- Udenlandske magter som Rusland manipulerer også ICC, fordi det tjener deres dagsorden, siger Barr ifølge nyhedsbureauet AFP.

En anonym højtstående embedsmand i Trump-regeringen siger til nyhedsbureauet Reuters, at efterforskningen "fremmes af en organisation med tvivlsom integritet". Det ses som en hentydning til domstolen, som USA ikke er medlem af.

Vedkommende siger også, at efterforskningen truer med at krænke USA's suverænitet.

De amerikanske trusler om sanktioner mødes med bekymring i EU.

- Dette er helt sikkert noget, der skaber stor bekymring, fordi vi i EU er urokkelige tilhængere af Den Internationale Straffedomstol, siger EU's udenrigschef, Josep Borrell.

ICC's chefanklager, Fatou Bensouda, bad i 2017 om lov til at gennemføre en omfattende undersøgelse af mulige forbrydelser i Afghanistan.

Den efterforskning kan være rettet mod såvel Taliban som amerikanske soldater, der kan have tortureret fanger i deres varetægt.

Trump har i et brev meddelt formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, at personer ansat i ICC og deres familiemedlemmer ikke kan få visum til USA.

Dekretet giver også den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, mulighed for - i samråd med finansminister Steven Mnuchin - at indefryse eventuelle værdier, som ICC-ansatte måtte have i USA.

I forvejen er ICC-ansatte underlagt sanktioner, som Trump indførte for et år siden.

Trump har gentagne gange tidligere kritiseret ICC.

Domstolen, der har hjemme i Haag i Holland, blev etableret i 2002 for at retsforfølge for folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

Det har den kun mulighed for at gøre, hvis et medlemsland selv ikke vil eller kan retsforfølge for disse alvorlige forbrydelser.

USA har aldrig været medlem af domstolen. Det er Afghanistan derimod.

ICC indledte en efterforskning af mulige amerikanske krigsforbrydelser i Afghanistan, efter at en forundersøgelse i 2017 havde konkluderet, at der var rimelig grund til at tro, at der var begået krigsforbrydelser.

Kilde: /ritzau/Reuters