Nordkorea fortsætter med at udvikle sit atomprogram og er formentlig lykkedes med at udvikle små atomsprænghoveder, der kan monteres på landets interkontinentale ballistiske missiler.
Det vurderer flere lande i en hemmelig FN-rapport, som nyhedsbureauet Reuters har set mandag.
Rapporten er udarbejdet af uafhængige eksperter, der overvåger FN's sanktioner mod Nordkorea.
De siger, at flere unavngivne lande i rapporten meddeler, at Nordkoreas seneste seks atomprøvesprængninger sandsynligvis har hjulpet landet med at udvikle de små atomsprænghoveder.
Nordkorea har ikke udført en atomprøvesprængning siden september 2017.
Har landene i rapporten ret, så er det et væsentligt skridt for Nordkoreas atomprogram, fordi det vil betyde, at landet i så fald formentlig vil være i stand til at ramme andre lande med sine atomvåben.
Den foreløbige rapport blev mandag fremlagt for de 15 medlemslande i FN's Sikkerhedsråds Nordkorea-komité.
Nordkoreas delegation ved FN's hovedkvarter i New York har ikke svaret på henvendelser om en kommentar vedrørende FN-rapporten.
Landets leder, Kim Jong-un, sagde i en tale i sidste uge, at der aldrig mere kommer krig i Nordkorea takket være landets atomvåben.
- Takket være vores pålidelige og effektive atom-afskrækkelsesvåben til selvforsvar vil der ikke længere være krig, og vores lands sikkerhed og fremtid vil være sikret for evigt, sagde Kim Jong-un blandt andet i talen.
Nordkorea har været underlagt sanktioner af FN siden 2006 på grund af landets atom- og ballistiske missilprogram.
Alligevel rapporterer FN's eksperter jævnligt om, at Nordkorea bliver ved med at arbejde videre med programmerne.
USA's præsident, Donald Trump, har også mødtes med Kim Jong-un tre gange siden 2018, for at få landet til at opgive sit atomprogram, men det har ikke ført til mange fremskridt.
Kilde: /ritzau/Reuters