Firma boykotter Facebook: Gør ikke nok for at stoppe "hadsk indhold"

En kampagne beskylder Facebook for ikke at gøre nok for at regulere hadsk indhold på sine platforme.
Flere selskaber vil droppe reklamer på Facebook i juli, fordi de mener, at det sociale medie ikke gør nok for at regulere hadsk indhold (Arkivfoto).
Flere selskaber vil droppe reklamer på Facebook i juli, fordi de mener, at det sociale medie ikke gør nok for at regulere hadsk indhold (Arkivfoto).

180Graders Redaktion,

22/06/2020

Som det første større selskab har tøj- og udstyrsmærket The North Face tilsluttet sig en kampagne om ikke at reklamere på Facebook i juli.

Det oplyser det amerikanske selskab på Twitter.

- Vi er med. Vi er ude, skriver The North Face i et tweet.

Reklamestoppet er del af en kampagne, der kritiserer Facebook for ikke at gøre nok for at stoppe racistisk, voldeligt og hadsk indhold på sine platforme.

En række borgerrettighedsgrupper står bag kampagnen, der opfordrer til et reklameboykot på Facebook hele juli. Blandt grupperne er den store borgerrettighedsgruppe for sorte NAACP.

Kritikken af Facebook er taget til under de igangværende protester i USA. Ifølge den nye kampagne, der blev lanceret tidligere på ugen, har Facebook "tilladt opfordringer til vold mod demonstranter".

Facebook kritiseres også for at være tilbageholdende i forhold til at faktatjekke politikeres opslag på det sociale medie. Særligt USA's præsident Donald Trumps opslag kritiseres Facebook for ikke at gå efter i sømmene.

Twitter har i stigende grad styrket sin indsats mod præsidentens opslag.

Blandt andet satte det sociale medie i maj en anmærkning på et tweet fra Trump, fordi det ifølge Twitter "glorificerede vold". Trump skrev som kommentar til demonstrationerne i USA, at "når der plyndres, så skydes der".

En række små selskaber har tilsluttet sig kampagnen om ikke at reklamere på Facebook i juli. The North Face er dog det første højt profilerede.

Hvis flere selskaber vælger at følge trop, kan det ramme Facebook økonomisk. Omkring 98 procent af Facebooks indtægt kommer fra reklamer.

Kilde: /ritzau/dpa