Endnu en kommune indfører totalt rygeforbud

Stadigt flere kommuner indfører røgfri arbejdstid. I Lolland Kommune, hvor hver fjerde er ryger, bliver det nu også forbudt for kommunalt ansatte at ryge i arbejdstiden.
Cigaretskodder som disse bliver snart et sjældent syn i Lollands Kommune. (Foto: Lars Rievers/Ritzau Scanpix)
Cigaretskodder som disse bliver snart et sjældent syn i Lollands Kommune. (Foto: Lars Rievers/Ritzau Scanpix)

Claes Kirkeby Theilgaard,

27. januar 2020

I Lolland Kommune er det næsten hver fjerde, der er ryger. Det vil kommunen nu gøre op med ved at indføre røgfri arbejdstid for alle ansatte.

Det skriver TV 2 ØST.

Idéen bag rygeforbuddet for de kommunalt ansatte er, at de skal være foregangsmænd for resten af Lolland. Derfor får socialrådgivere, lærere, hjemmehjælpere og alle andre medarbejdere i kommunen nu et års tid til at vænne sig til tanken om, at hele deres arbejdstid fremover bliver uden nogle rygepauser.

Fra 2021 bliver det totale rygeforbud nemlig indført i Lolland Kommune.

Den røgfri arbejdstid gælder ifølge lokalpolitikernes forslag på, at "røgfri arbejdstid omfatter alle ansatte i Lolland Kommune og gælder på alle arbejdspladser, alle bygninger, alle matrikler, alle køretøjer og i borgernes private hjem".

Det er dog ikke hos alle ansatte, hvor forslaget falder i god jord.

- Det er meget indgribende i min personlige frihed, så jeg har ikke lagt en slagplan. Det bliver svært, jeg må tage det, som det kommer. Det bliver noget med et nikotinplaster, siger Inge Ørsted Hansen, der er socialrådgiver i Lolland Kommune, til TV2 ØST.

- Jamen, snart må vi heller ikke spise kage eller slik, og vi får udleveret en pose gulerødder hver mandag. Hvad bliver det næste, spørger hun.