Kendt erhvervsmand: En fejl at lukke hele Danmark ned

Det har været en fejl fra regeringens side at lukke hele Danmark ned, lyder kritikken fra den kendte erhvervsleder og debattør Asger Aamund.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Claes Kirkeby Theilgaard,

24. marts 2020

- Der er blevet lukket for meget ned nu. Vi skal sørge for, at samfundet fungerer for de små og mellemstore virksomheder, så de ikke bliver lagt fuldstændig på is, og deres forretninger bliver politisk dræbt.

Sådan lyder det fra erhvervsleder og debattør Asger Aamund i et interview med B.T.

Han mener, at prisen ved at sætte hele samfundet i stå simpelthen er for stor.

Derfor er det ifølge Aamund problematisk, at de vidtgående tiltag og restriktioner i kampen mod coronavirusset er blevet forlænget til efter påske og nu minimum vil vare indtil 2. påskedag, den 13. april.

Blandt andet er offentlige medarbejdere, der ikke varetager kritiske funktioner, sendt hjem fra arbejde, ligesom forsamlinger på mere end 10 personer er blevet forbudt.

Særligt slemt for erhvervslivet er det, at mange virksomheder og butikker, herunder restauranter, frisører og storcentre, er blevet påbudt at lukke.

Den reaktion er simpelthen for voldsom, mener Asger Aaamund.

- Tallene viser, at 80 procent har få eller lette symptomer. Derfor burde man lempe på de forbud, der er i forhold til samvær. Der er heller ingen grund til at lukke alle storcentre og næsten alle butikker ned. Det sætter hele samfundet i stå.

Erhvervslederen erkender, at situationen er alvorlig.

Han peger dog på, at det først og fremmest står så galt til, fordi den socialdemokratiske regering og myndighederne har handlet forkert.

- Vi er kommet for sent i gang. Myndighederne var for en måned siden ude at sige, at man roligt kan rejse på vinterferie til Italien, og man skulle ikke regne med, at coronavirus kom til Danmark, lyder Asger Aamunds kritik.

Ifølge en analyse fra Dansk Industri risikerer coronavirussen at koste samfundet 155 milliarder kroner i 2020.