Socialdemokratiet ansætter kun danskere – men kræver at alle andre skal ansætte indvandrere

Ud af Socialdemokratiets 96 ansatte er det kun den ene, der ikke fremstår som værende af dansk oprindelse. Omvendt har regeringspartiet fundet plads til søsteren i en familie, hvor alle børn har været partifunktionærer.

Lars Bjørknæs,

18/03/2021

Siden Poul Nyrup Rasmussen indtog Statsministeriet i begyndelsen af 90erne, har det lydt igen og igen fra venstrefløjen anført af Socialdemokratiet, at danske virksomheder skulle være klar til at påtage sig et ansvar, når det handlede om at få sluset indvandrere og deres efterkommere ind på arbejdsmarkedet.

Men tilsyneladende er der meget langt fra de politiske paroler og så til, hvordan Socialdemokratiet selv agerer, når regeringspartiet ansætter medarbejdere. Således viser en gennemgang foretaget af 180grader.dk af Socialdemokratiets medarbejderstab, at partiet aktuelt ud over sine politikere, har lige under 100 ansatte på lønningslisten. Her af er langt størstedelen fuldtidsansatte medarbejdere som politiske rådgivere, sekretariatsansatte og sekretærer for Folketings- og Europa Parlaments-medlemmer, mens et fåtal er studentermedhjælpere og elever.

Bag tallene gemmer sig, at 95 ud af de 96 medarbejdere fremstår som værende af enten etnisk-dansk eller lignende oprindelse. Den eneste ikke-etniske dansker er dog ikke mere udenlandsk, end at han ifølge sin LinkedIN-profil har gået på højskole, været en del af den socialdemokratiske ungdomsorganisation Frit Forum og opvokset i Vestjylland.


Tavshed fra ellers krævende parti

På 180grader.dk har vi kontaktet Socialdemokratiets presseafdeling for at få en udtalelse om, hvorfor der tilsyneladende er afgørende forskel på de krav partiet stiller til andre arbejdsgivere, og så dets egen ageren. Men på trods af de markante politiske udmeldinger, har partiet ikke ønsket at forholde sig til sin egen ansættelsespolitik.

I en kortfattet email fra pressechef Mikkel Harboe, lyder det alene :

- Vi har ingen kommentarer til den optælling.

Mens antallet af ikke-etniske danskere er til at overskue, har socialdemokraterne dog eksempelvis fundet luft i budgetterne til at ansætte en medarbejder, som har særdeles gode familiemæssige forbindelser til Mette Frederiksens parti. Det i skikkelse af Nina Möger Bengtsson, der til dagligt arbejder som politisk rådgiver for Socialdemokratiet medlem af Europa Parlamentet, Marianne Vind.

Et job meget lig det søsteren Gry Möger Poulsen tidligere har haft, da hun arbejdede for den nuværende miljøminister Dan Jørgensen, mens han var medlem af Europa Parlamentet. Også broren Thor Möger Pedersen, der måske mest er kendt for tiden som SF-minister, har en fortid som ansat hos Socialdemokratiet.


Forkvinde for Rådet for Etniske Minoriteter : Det kommer desværre ikke rigtigt bag på mig

Hos Rådet for Etniske Minoriteter, der rådgiver Udlændinge- og Integrationsministeren indenfor områder som flygtninge, indvandrere og integration, lyder meldingen, at man på én gang er overrasket – og så alligevel ikke.

Det fortæller rådets forkvinde, Halima El Abassi, til 180grader.dk :

- Det kommer faktisk lidt bag på mig og dog alligevel ikke. Jeg oplever nemlig, at der er langt mellem snak og handling. Det ærgrer mig særligt, når det er Socialdemokratiet, som ikke skulle have den form for tilgang til ansættelsen af etniske minoriteter. Jeg synes det er trist, at de kun vælger medarbejdere, der ligner dem selv.

Ifølge Halima El Abassi er det specielt problematisk, at det er Socialdemokratiet, som reelt kun har etniske danskere ansat :

- Når man ser på de undersøgelser der beskæftiger sig med hvor svært det er for personer af anden etnisk oprindelse end dansk at få ansættelse, så er det for mig overraskende, at heller ikke Socialdemokratiet ansætter folk med minoritetsbaggrund.