Ellemann vil åbne til maj efter vaccination af alle over 50 år

Danmark kan åbnes til maj, mener Venstre-formanden, der dog peger på nødvendigheden af coronapas visse steder.
Når folk over 50 år er vaccineret i maj, vil Venstre genåbne Danmark, fortæller formand Jacob Ellemann-Jensen. (Arkivfoto).
Når folk over 50 år er vaccineret i maj, vil Venstre genåbne Danmark, fortæller formand Jacob Ellemann-Jensen. (Arkivfoto).

180Graders Redaktion,

27/02/2021

Når alle over 50 år samt de særligt udsatte befolkningsgrupper er blevet vaccineret, bør Danmark igen åbne for værtshuse, stadioner og koncerter - i nogle tilfælde mod forevisning af coronapas.

Det mener Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, som gætter på, at det kommer til at ske et stykke inde i maj.

Det siger han til Politiken.

- Når vi har vaccineret alle 50 plus-årige, er vi et andet sted. Et sted, hvor risikoen er anderledes end i dag. Der siger vi, at så kan vi åbne Danmark. På visse betingelser. Det er klart, at man kan ikke bare sige, at så bortfalder alle restriktioner, siger Venstre-formanden til avisen.

Han påpeger dog, at det forudsætter, at der ikke dukker nye superspredermutationer op, ligesom at det er nødvendigt, at vaccinerne ankommer planmæssigt til landet.

Samtidig gør Jakob Ellemann-Jensen det klart, at det ikke vil være muligt for alle og enhver at vælte ud til koncerter og fodboldkampe, så snart alle dem over 50 år er vaccineret.

Eksempelvis vil det være nødvendigt at fremvise et coronapas, hvis man skal ud i nattelivet eller et sted hen, hvor folk står tæt og er mange samlet.

- Du kan enten have haft sygdommen og dermed antistoffer. Du kan have vaccinen. Eller du kan have en frisk negativ pcr- eller antigentest, siger han til Politiken.

Ifølge regeringens vaccinationsplan begynder massevaccinationen af den store brede befolkningsgruppe i alderen fra 16 til 64 år 1. maj.

Allerede da regeringen tidligere i denne uge fremlagde en aftale for en gradvis genåbning af samfundet fra 1. marts, sagde Jakob Ellemann-Jensen, at der burde blive åbnet mere.

Her pegede han blandt andet på de store, menneskelige omkostninger, børn og unges trivsel og virksomheder og små selvstændige, der er på randen af konkurs.

Aftalen om genåbningen er indgået mellem regeringen og dens støttepartier; De Radikale, SF og Enhedslisten.

Kilde: /ritzau/