Byråd skærer på børn og ældre: Bruger 300.000 på tur til Grønland

I Aalborg Kommune skærer byrådspolitikerne på børn og ældre, men bruger gerne hundredtusindvis af skattekroner på tur til Grønland.
Aalborg Byråd. (Foto: PR-foto)
Aalborg Byråd. (Foto: PR-foto)

Claes Kirkeby Theilgaard,

26/02/2020

I Aalborg Kommune er de presset på pengepungen, hvis man skal tro byrådet. Samlet har man nemlig været nødt til at finde besparelser for hele 85 millioner kroner, hvor især skoleforvaltningen og ældre- og handicapforvaltningen er blevet ramt af nedskæringer. Alligevel har byrådspolitikerne fundet hele 300.000 kroner til en dyr tur til Grønland for både politiske og administrative arbejdere i kommunen.

Det skriver mediet Journalista.

Gravermediet har fået aktindsigt i udgifterne til Aalborg Kommunes Grønlandstur og kan desuden berette, at der alene på skole-, ældre- og handicapområdet er blevet sparet 20 millioner kroner i det sidste års tid.

De kommunale medarbejdere, politiske såvel som administrative, sørger dog for gode forhold til sig selv, når de tager på tur.

Grøndlandsturen var således præget mere af sightseeing, gode middage og ture på indlandsisen, end den var præget af egentligt arbejde for de 16 fra Aalborg Kommune, der deltog.

Første dag på turen, der varede fra 14. til 18. august, var der kun ét fagligt punkt på programmet: et kortvarigt kaffemøde med grønlandske kolleger for borgmester og kommunaldirektør.

Derefter var der velkomstreception, sightseeing og stor middag.

Resten af turen var der også rigeligt med underholdning til de udsendte fra Aalborg Kommune, der blandt andet kunne komme på fjordsejlads og tur på indlandsisen.

I alt lyder regningen for Grønlandsturen på 294.316 kroner, og den sendes direkte til skatteyderne i den ellers økonomisk hårdt trængte Aalborg Kommune.