Wall Street oplever værste fald siden finanskrisen

Kursfald kommer efter en weekend med nye udviklinger i spredning af coronavirus og en priskrig på olie.
Børsmæglere i New York betragter aktiekursernes styrtdyk mandag.
Børsmæglere i New York betragter aktiekursernes styrtdyk mandag.

Claes Kirkeby Theilgaard,

10/03/2020

Børsen i New York er mandag aften lukket med det største fald på en enkelt dag siden finanskrisen i 2008.

De tre store indeks faldt alle med mere end syv procent.

Industriindekset Dow Jones endte med et fald på 7,8 procent, det brede S & P 500-indeks faldt med 7,6 procent, mens teknologiindekset Nasdaq faldt 7,3 procent.

Aktiekurserne på børsen i New York åbnede mandag eftermiddag dansk tid med et fald så stort, at det udløste en mekanisme, der stoppede al handel i et kvarter.

- Dette er total panik, siger Susan Schmidt, aktiechef hos Aviva Investors America, til Financial Times. Hun vurderer, at aktieudsalgene er en overreaktion på virusudbruddet.

Det store aktiekursfald kommer efter en weekend med både nye udviklinger i spredningen af coronavirusset, men ikke mindst også et udbrud af en priskrig på oliemarkedet mellem Rusland og Saudi-Arabien.

Det har blandt andet ført til store fald for olieselskaber såsom amerikanske Exxon Mobil.

Mandag var olieprisen i frit fald. I løbet af dagen blev den i USA handlet i minus med mere end 33 procent.

Det er det største fald siden Kuwait-krigen i 1991. Prisen sluttede ved børsens lukning med et minus på 25,2 procent.

Kilde: /ritzau/Reuters