Skatteyderne skal nu løbe stor del af risikoen ved boligkøb i Udkantsdanmark

Staten vil gøre det nemmere at låne penge i yderområderne ved at garantere en fjerdedel af realkreditlånet.
Pressefoto af Simon Kollerup (S)
Pressefoto af Simon Kollerup (S)

Lars Bjørknæs,

24/05/2021

Regeringen lancerer en model, der skal gøre det nemmere for borgere i landdistrikterne at få et realkreditlån.

Det skriver dr.dk.

Modellen betyder, at staten vil garantere den yderste fjerdedel af realkreditlånet - det vil sige 20 procent af boligens værdi.

Det gælder dog kun i postnumre med lave kvadratmeterpriser.

Modellen skal bruges i tilfælde, hvor realkreditinstitutterne ikke tilbyder lån på grund af for stor usikkerhed i forhold til ejendommens værdi.

For erhvervsminister Simon Kollerup (S) er det vigtigt, at "Danmark ikke knækker over".

- Det skal ikke være dit postnummer, der afgør, om du kan få lov til at købe drømmeboligen, siger han ifølge dr.dk.

- Og det ser vi bare mange eksempler på i dag, og derfor skal vi som politikere gøre noget for at ændre på lånemulighederne i yderområderne, lyder det.

Modellen skal desuden drøftes med den finansielle sektor, for hvem det også vil blive nemmere at låne penge i yderområderne.

Kilde: /ritzau/