Netto efter at have hyldet Mette Frederiksen : Vi blander os ikke i indholdet

Ifølge Netto har man ikke haft nogen indflydelse på en kontroversiel forsidehistorie, hvor statsministeren omtales som ”hele Danmarks Mette”.

Lars Bjørknæs,

10/05/2021

LIME er formentligt ikke det mest kendte danske månedsmagasin, men det har alligevel trukket overskrifter rundt om på specielt de sociale medier den forgangne weekend. Det skyldes en artikel skrevet af freelancejournalisten Casper Hindse, hvor Mette Frederiksen omtales som ”hele Danmarks Mette”.

Blandt dem der er faret til tasterne er DFs Folketingsmedlem Hans Kristian Skibby, som på Facebook vurderer at Nettos magasin dermed er gået langt over stregen :

- Jamen er det ikke bedårende som NETTO i deres magasin LIME får fremstillet landets moder som en total kloning af Dronning Margrethe II. Kvalmende at et reklamebureau vil tage penge fra NETTO for at fremstille sådan en gang tyndbenet jammer, uden snert af kritisk journalistik endsige objektiv tilgang til noget som helst

Men spørger man Nettos presseafdeling, der hører under moderselskabet Salling Group, har man ikke haft nogen indflydelse på indholdet af hverken forsiden eller selve LIME-artiklen :

- Magasinet LIME har sin egen uafhængige redaktion under Aller-koncernen. Bladet udgives i samarbejde med Netto, som det også fremgår af kolofonen, men ellers praktiserer Netto en udbredt grad af armslængde i forhold til bladets redaktionelle indhold.

LIME ligger fremme og kan afhentes gratis i alle Nettos butikker, hvilket gør at det omtaler sig selv som Danmarks største dameblad.


På 180grader.dk arbejder vi på en udtalelse fra Casper Hindse.