Mette Frederiksen vil hjælpe børn af IS-mødre: Forsøger at redde sin udenrigsminister

Statsministeren vil hjælpe 19 danske børn i Syrien, men det betyder ikke nødvendigvis en billet til Danmark. Det sker efter længere tids kritik af Jeppe Kofoed fra støttepartierne over, at børn med dansk statsborgerskab ikke er blevet hentet hjem fra Syrien.
Statsminister Mette Frederiksen (S) siger tirsdag, at regeringen holder fast i sin kurs og ønsker at hjælpe 19 danske børn i den syriske flygtningelejr al-Hol, men uden at det inkluderer en hjemtagelse af børnene. (Arkivfoto)
Statsminister Mette Frederiksen (S) siger tirsdag, at regeringen holder fast i sin kurs og ønsker at hjælpe 19 danske børn i den syriske flygtningelejr al-Hol, men uden at det inkluderer en hjemtagelse af børnene. (Arkivfoto)

Lars Bjørknæs,

23/03/2021

Statsminister Mette Frederiksen (S) har tirsdag drøftet situationen for de 19 danske børn i den syriske al-Hol, som regeringen ifølge statsministeren gerne vil hjælpe - så længe deres forældre ikke kommer til Danmark.

Det fortæller Mette Frederiksen tirsdag, da hun bliver spurgt om det af journalister på Christiansborg.

- Der er børn, der er havnet i en meget ulykkelig situation omkring deres forældres meget forkerte valg. De børn har vi hele tiden sagt, at vi gerne vil hjælpe, siger Mette Frederiksen.

- Men vi har fortsat ikke noget ønske om, at mennesker, der har vendt Danmark ryggen, skal hjælpes af den danske regering eller andre tilbage til Danmark.

- Vi har hele tiden sagt, at der er humanitære forhold, der tilsiger, at vi skal hjælpe de børn. Det er klart, at jo længere tid, der går, desto værre kan de humanitære forhold blive.

Statsministeren uddybede ikke, hvordan den hjælp kan se ud.

Hun gentog dog, at regeringen fortsat gerne vil hjælpe børnene, men at hun stadig er stærk modstander af, at børnenes forældre kommer til Danmark igen.

- Vi vil gerne se på, om vi kan hjælpe børnene. Der er hjemtaget nogle børn til Danmark. Det kan blive aktuelt, at der er flere børn, der skal til Danmark. Men vi har ikke et ønske om at hjælpe forældrene.

Spørgsmål: Så du gerne børnene tilbage til Danmark?

- Nej. Jeg har et ønske om at hjælpe børnene. Hvordan det så præcis skal foregå, det er noget, vi skal drøfte med Folketingets partier.

Før et møde i Nato tirsdag siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S), om børnene:

- Vi har hele tiden været optaget af - for det gør ondt i sager med børn - hvordan vi kan afhjælpe for eksempel de humanitære forhold. Vi har eksempelvis giver meget nødhjælp til det nordlige Syrien blandt andet med det sigte.

Tidligere har statsministeren afvist, at børnene kan komme til Danmark, hvis det betyder, for at forældrene kommer. I januar 2020 sagde hun til Berlingske:

- Hvis det at hjælpe børnene betyder, at man også hjælper forældrene til Danmark, så kan vi ikke træffe det valg.

Samtlige regeringens støttepartier samt Liberal Alliance har opfordret regeringen til at undersøge, hvordan børnene kan hentes hjem til Danmark.

Der er ifølge Udenrigsministeriet tale om børn, der er mellem 1 år og 14 år. Ni er født i Danmark, mens de resterende er født i konfliktzonen. De ti yngstes indfødsret er ikke fastslået.

De er børn af seks mødre. Tre af dem har fået frataget deres danske statsborgerskab administrativt. De tre andre mødre, som er danske statsborgere, er blevet afskåret fra bistand fra udenrigstjenesten.

Kilde: /ritzau/