Tilbage i foråret gik grønlænderne til stemmeurnerne, da der ikke kun skulle vælges nye kommunalbestyrelsesmedlemmer, men også medlemmer af det grønlandske parlament, Inatsisartut.
Valgets store sejrherrer blev det stærkt venstreorienterede selvstændighedsparti IA, der dermed vippede ellers særdeles sejrsvante Siumut af pinden. Men i dagene op til valget blev afholdt i april, bragte TV2 en historie om, at Múte Bourup Egede, formanden for IA og nyvalgt landsstyreformand, var blevet forgyldt via forskellige politiske aftaler. Der var dog bare ifølge Ekstra Bladet det ene problem, at historien var usand – og alene et udslag af en opfattelse hos TV2s journalister anført af redaktionschefen på TV2 News, Ulla Østergaard.
Til Ekstra Bladet fortæller Múte Bourup Egede, at han anser TV2s forkerte historie som et ønske om at blande sig interne grønlandske forhold :
- Jeg var rystet over, at det kom lige før valget. Og ud fra den korrespondance, jeg har haft med TV 2 og især med Ulla Østergaard, kunne jeg tydeligt se, at der ikke var styr på tingene. Ud fra den dialog kan jeg ikke se andet, end at det er en plantet historie, som TV 2's redaktionschef er hoppet på, som skulle påvirke det grønlandske valg.