Joe Biden er historisk upopulær

Jesper Steenstrup Vogelius,

10. november 2021

Hvis ikke udsigterne til skyhøje energipriser kan ryste USA’s præsident Biden, så kan den seneste popularitetsvurdering foretaget af FiveThirtyEight muligvis gøre det.

Så lave tal er normalt forbeholdt den sidste halvdel af en præsidents anden embedsperiode, når nationen indikerer at de er klar til en ny retning. Men for Bidens vedkommende kommer denne rent ud sagt ekstrem dårlige meningsmåling mindre end et år efter hans indsættelse og mindre end en uge efter at Demokraterne led en række tilbageslag i guvernørvalgkampene, og præcis et år før landet skal stemme om Kongressens politiske mandatfordeling.

Det eneste positive aspekt af de dårlige godkendelsestal for Biden er, at hans næstkommanderende, vicepræsident Kamala Harris, ligger endnu lavere, nemlig på sølle 36,9% ”approval”. Biden selv, ligger på 42,8 procent. For Bidens vedkommende, hvis vi fraregner Donald Trump, skal vi kigge tilbage til Gerald Fords præsidentperiode fra 1974-77 for at finde en præsident, der har så dårlige meningsmålinger så tidligt i præsidentperioden. Og kigger vi på "utilfredshedsraten", så er Biden den præsident, foruden Trump, som den amerikanske befolkning er mest utilfreds med, efter 11 måneder in office i nyere amerikansk historie.

Informationsstrømmen omkring Biden er blevet så dårlig, at selv positive øjeblikke for administrationen, som f.eks. fredagens jobrapport eller vedtagelsen af det infrastrukturreformen knap nok registreres af den amerikanske befolkning.

Republikanerne kalder Biden for en ineffektiv præsident, og de afviser kraftigt, at han har fået vedtaget noget som helst lovgivningsmæssig arbejde af betydning indtil videre. Som dansk iagttager, kunne man ikke forvente, at GOP ville påstå andet. Demokraterne gik jo præcis også lige så hårdt til Trump lige fra start af, tilbage i 2017.

Der har I USA været grund til at stille spørgsmålstegn ved Bidens politiske dømmekraft. Dette er sket, ovenpå en række sager, som nogle mere moderate har konstateret at Biden har håndteret uklogt eller uheldigt, hvorimod andre har kaldt dem en direkte skandale. Det er eksempelvis sagen om et afghansk droneangreb, som kostede flere uskyldige afghanere livet. Og i forlængelse af netop Afghanistan, handlede Biden ifølge amerikanske eksperter og iagttagere decideret skandaløst i hans håndtering af tilbagetrækningen af de amerikanske tropper.

Foruden dette, er der en stor skepsis mod vaccinestrategien. Denne er dog primært at finde på den republikanske side, og det er ikke fordi, at de nødvendigvis er anti-vax’er eller noget som helst i den stil – de mener bare at Biden kører processen forkert. For meget vægt på tvang, og for lidt vægt på frivillighed, lyder kritikken blandt andet på. Fra demokraternes egne rækker, er der da også utilfredshed overfor Bidens ven/fjenskab med Emmanuel Macron i Frankrig. Hvorfor forsøger Biden ikke i højere grad at samarbejde med Macron? Afslutningsvis, er der ligeledes Bernie Sanders og AOC-fløjen i Det Demokratiske Parti, der stiller sig stærkt utilfreds overfor hvor decimeret infrastrukturpakken angiveligt er blevet, eftersom de har måtte skære billioner af dollars af pakken for at tilfredsstille enkelte demokrater.

En redningsvest for Biden er jo, at han altid kan påstå, at det havde stået værre til, hvis Trump stadig var præsident. Det kan den amerikanske befolkning bare ikke bruge til noget.