Årsløn på 1.953.990 kroner: Kommunaldirektør brugte alligevel kommunens kreditkort til privatindkøb

Ifølge den nu hjemsendte kommunaldirektør var det en fejl, at kommunen betalte for private indkøb.
Greve Kommunes pressefoto af hjemsendt kommunaldirektør, Claus Thykjær
Greve Kommunes pressefoto af hjemsendt kommunaldirektør, Claus Thykjær

Lars Bjørknæs,

16/06/2021

Den 10. juni sidste sommer, var dommens dag for Mads Gammelmark. Den fyrede kommunaldirektør for Struer Kommune, blev nemlig idømt 6 måneders fængsel, hvoraf de 4 blev gjort betingede. Det for at have misbrugt adgangen til kommunens kreditkort for 123.098 kroner, således at det var skatteyderne, der havde betalt for en række private indkøb.

En lignende sag kan være under opsejling i Greve Kommune, som i aftes hjemsendte sin kommunaldirektør Claus Thykjær. Det efter at det er kommet frem, at han har brugt sit kommunale kreditkort på private indkøb i eksempelvis supermarkeder og når han er gået til ishockey.

Således er Claus Thykjær efter kommunalbestyrelsens møde i går blevet hjemsendt, men den politiske ledelse ønsker dog ikke at oplyse, hvorfor dette er sket. Til DR fortæller borgmester Pernille Beckmann alene, at kommunen ikke længere har den nødvendige tillid til Claus Thykjær.

Overfor statsmediet oplyser den nu hjemsendte kommunaldirektør, at indkøbene på det kommunale kreditkort var en fejl og skyldtes, at hans private kreditkort var udstedt af samme bank, som den kommunen bruger.

De private indkøb kommer på trods af, at Claus Thykjær de seneste år, har opnået en årlig aflønning meget tæt på 2 millioner kroner. Således viser aktindsigter opnået hos Greve Kommune, at han i 2021 havde en samlet indtjening på 1.953.990 kroner, når der sker medregning af arbejdsgiverbetalte pensionsindbetalinger.