Anklagemyndigheden erkender nederlag: Nanna Skov Høpfners dom endelig

På trods af at have lidt et stort nederlag ved Østre Landsret, forsøger anklagemyndigheden ikke at få afprøvet den meget omtalte Men In Black-sag ved Højesteret.

Lars Bjørknæs,

11/06/2021

I første omgang blev aktivisten Nanna Skov Høpfner idømt 2 års ubetinget fængsel, for ifølge Københavns Byret at have opfordret til og deltaget i vold under en demonstration tidligere på året mod coronarestriktionerne.

En afgørelse der dog tidligere på ugen blev omgjort af Østre Landsret, hvor den unge enlige mor i stedet blev idømt 60 dages fængsel. Derfor kunne hun også forlade Østre Landsret som en fri kvinde, efter at have siddet fængslet i omkring 5 måneder i forlængelse af Københavns Byrets dom.

Ofte i sager mod modsatrettede domme mellem by- og landsret, forsøger anklagemyndigheden at få afprøvet sagen ved Højesteret. Det for på den måde at kunne siges at få en endelig dom i forhold til, hvad der er retstilstanden. Men det bliver ikke tilfældet i forhold til Nanna Skov Høpfner, hvis spørgsmål ikke bliver forsøgt indbragt for landets øverste domstol.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Anklagemyndigheden.