Vi søger: Entreprenant redaktør til nyt medie

Et nyt medie ved navn Futuru ser snart dagens lys. Vi søger en entreprenant redaktør til at stå i spidsen for mediet.

Claes Kirkeby Theilgaard,

17/02/2020

Vil du være med til at starte et nyt fremtidsmedie?

Inden længe ser et nyt medie ved navn Futuru dagens lys. Futuru skal kort sagt levere fremtidens nyheder i dag. Alt, der er lidt futuristisk og fremtidsagtigt, vil således være noget for Futuru.

Især vil der være fokus på innovation og ny forskning og teknologi. Det kan f.eks. være nyt om kolonier på Mars, virtual reality, forskning inden for kunstige organer, liv i rummet, kunstig intelligens, sorte huller, avancerede robotter og alverdens andre spændende emner.

Os bag 180Grader og Publiczr, en ny medieplatform som også 180Grader kører på, har arbejdet på Futuru i et stykke tid.

Nu er vi klar til at gå i luften. Derfor søger vi efter en redaktør, der har lyst til at være med til at starte et helt nyt medie op fra bunden.

Du skal være entreprenant, arbejdsom, kunne skrive godt og have passion for, hvad fremtiden bringer. Vi tænker, at Futuru er oplagt som en givende sidegesjæft ved siden af f.eks. et job eller et studie. Du kan arbejde overalt i landet eller komme på vores kontor i Hellerup, når du har lyst.

I virkeligheden kan det ses lidt som en legeplads for dig, der har interesse for fremtiden og som har lyst til at kaste sig ud i krydsfeltet mellem iværksætteri og journalistik.

Du kommer ikke til at stå alene, og der er således både erfaren teknisk, journalistisk og kommerciel backup fra os andre.

Vi har gjort alt benarbejdet, så mediet er parat til at blive skudt i gang. Alt det praktiske er der styr på, og den kommercielle model er også klar.

Nu mangler vi kun dig, der vil være redaktør på mediet. Som redaktør får du lov at stå i spidsen for Futuru og i samarbejde med os forme det, som du ønsker. Samtidig får du også kommercielt medejerskab i mediet.

Send en mail på [email protected] eller ring på +45 71 11 94 14, hvis du har interesse.

Og ellers så slå også gerne på tråden, hvis du kender en, der kunne være et godt match.