Svinetransport med 420 grise er væltet nord for Rødekro

Politiet er tirsdag morgen rykket ud til en væltet grisetransport. Grisene bliver omlæsset til et nyt køretøj.
En grisetransport kørte tirsdag morgen ud i rabatten på en sønderjysk landevej og væltede. 420 grise var i transporten. (Arkivfoto)
En grisetransport kørte tirsdag morgen ud i rabatten på en sønderjysk landevej og væltede. 420 grise var i transporten. (Arkivfoto)

180Graders Redaktion,

24/02/2021

En svinetransport med 420 grise væltede tirsdag morgen på en landevej nord for Rødekro.

Lastbilen væltede på Nr Hostrupvej nord for Rødekro i Sønderjylland. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

- Der er dyrlæge på stedet, som tilser grisene. Grisene er ved at blive omlæsset til et nyt køretøj i øjeblikket, skriver politiet omkring klokken 09.30.

Politiets vagtchef Søren Strægaard fortæller, at politiet fik anmeldelsen om ulykken klokken 08.27. Han fortæller, at nogle af grisene er døde, men han har ikke tal på hvor mange.

Nr Hostrupvej er på grund af den væltede lastbil blevet helt spærret mellem Nørre Hostrup og Rangstrup. Bilister skal derfor finde en alternativ rute, indtil der er ryddet op efter ulykken.

- Det tager noget tid at få grisene omlæsset, siger Søren Strægaard.

Lastbilens chauffør er uskadt, men chokeret. Ulykken skete tilsyneladende, da lastbilen kørte ud i rabatten. Men det er uvist, hvorfor den kørte af vejen.

Kilde: /ritzau/