Politiet søger vidner i sag om drab på frisør i Brønshøj

En 20-årig mand mistede livet, da han blev skudt i en frisørsalon i Brønshøj. Gerningsmanden er på fri fod.
Her ses den formodede drabsmand på et billede fra overvågninsvideoen udsendt af Københavns Politi.
Her ses den formodede drabsmand på et billede fra overvågninsvideoen udsendt af Københavns Politi.

180Graders Redaktion,

20/02/2021

Knap fem måneder efter drabet på en 20-årig frisør i Brønshøj er gerningsmanden stadig på fri fod.

Derfor beder Københavns Politi offentligheden om hjælp og søger vidner, der måtte have set den mand, der menes at have skudt og dræbt offeret.

Drabet blev begået 29. september sidste år på Mørhøjvej i Brønshøj.

Her blev en 20-årig mand dræbt af skud i frisørsalonen Salon Ørn, hvorefter gerningsmanden flygtede fra stedet.

Gerningsmanden beskrives som 183 til 200 centimeter høj og almindelig af bygning. På drabstidspunktet var han iført en sort regn- eller skaljakke, sort kasket, sorte regn- eller skalbukser, sorte sko og sorte handsker.

Han var desuden iført et hvidt eller lyseblåt mundbind og bar på en pose.

Københavns Politi har frigivet en overvågningsvideo fra Brønshøj, hvor man kan se manden både før og efter drabet.

Ifølge politiet kom manden gående ad Mørkhøjvej klokken 12.45 i sydlig retning før krydset Mørkhøjvej/Novembervej.

Han fortsatte mod Salon Ørn, som ligger på adressen Mørkhøjvej 67, men passerede i første omgang salonen og gik efterfølgende ad Muldager.

I fire minutter befandt han sig omkring Muldager på et ukendt sted og vendte retur til Salon Ørn klokken 12.52.

Herefter gik han ind i frisørsalonen, affyrede de dræbende skud og flygtede fra stedet ad Muldager i retning mod Kagsløkke.

- Vi vil meget gerne i kontakt med vidner, der har set gerningsmanden på de ruter, han fulgte før og efter drabet.

- Han kan være steget ud af en bil i nærheden af krydset Mørkhøjvej/Novembervej, og han kan ligeledes have benyttet et flugtkøretøj, siger vicepolitiinspektør Bjarke Dalsgaard i meddelelsen.

Københavns Politi efterforsker samtidig et drabsforsøg, som fandt sted fem dage tidligere i tidsrummet 13.32-13.35 ved Salon Ørn.

Her kørte to personer forbi Salon Ørn på en sølvgrå Yamaha-motorcykel af mærket VP250 X-City.

Personerne var begge iført sort tøj med hætterne trukket op over hovederne, og passageren holdt en pistol i hånden.

Motorcyklen passerede frisørsalonen i alt fire gange og forsvandt derefter ad Mørkhøjvej til Novembervej. Det fremgår ikke af politiets oplysninger, om der blev affyret skud i den forbindelse.

Køretøjet menes at være stjålet fra en villa i Klampenborg mellem 18. september klokken 20 og 19. september klokken 07.30.

Det blev fundet igen ved Dildhaven i Herlev 26. september.

- Vi efterforsker de to sager ud fra, at der er en sammenhæng imellem dem. Derfor er vi meget interesserede i at høre fra vidner, der har set personerne på motorcyklen køre forbi Salon Ørn.

- Men også hvis man har set motorcyklen i tidsrummet, efter den blev stjålet, eller hvis nogen har set den blive efterladt i Herlev, siger Bjarke Dalsgaard.

Københavns Politi har også frigivet en video af de to personer på motorcyklen, som passerede frisørsalonen på Mørkhøjvej 24. september.

Kilde: /ritzau/