Kvinde lod mor ligge død i lejlighed i flere år - og hævede hendes pension imens

Pårørende til ældre kvinde anmeldte ikke hendes død. Hendes pension er blevet hævet gennem flere år.

180Graders Redaktion,

22/06/2020

En kvinde er sigtet for gennem flere år at have hævet sin afdøde mors pension. Kvinden har ligget død i sin lejlighed i Gentofte Kommune i flere år, skriver Ekstra Bladet.

Gentofte Kommune meldte i sidste uge den ældre kvinde savnet, og da Nordsjællands Politi tog ud til hendes lejlighed, lå kvinden død.

Efterforskningsleder Jakob Rahbek fortæller til Ekstra Bladet, at kvinden har ligget død i flere år. Ekstra Bladet har oplysninger om, at dødsfaldet er sket mellem to og tre år siden.

Ingen har dog informeret myndighederne om, at kvinden var død. Hendes pension er løbende blevet hævet.

Nordsjællands Politi har nu sigtet kvinden for bedrageri.

Kilde: /ritzau/