Kvinde går i sultestrejke: Vil ikke udleveres

En fængslet kvinde i Danmark skal udleveres til Sydafrika på onsdag. Nu har hun indledt sultestrejke.
Den fængslede kvinde Kritstine Misane mener, at udlevering er et brud på hendes rettigheder. (Foto: Støttegruppe På Facebook/Ritzau Scanpix)
Den fængslede kvinde Kritstine Misane mener, at udlevering er et brud på hendes rettigheder. (Foto: Støttegruppe På Facebook/Ritzau Scanpix)

Claes Kirkeby Theilgaard,

08/02/2020

En lettisk kvinde har i sin celle i Danmark indledt en sultestrejke i protest over, at hun på onsdag skal udleveres til Sydafrika.

Det oplyser en repræsentant for hende i en mail.

Med sultestrejken vil Kristine Misane sætte fokus på, at et EU-land "bryder en EU-borgers rettigheder."

- Internationale organisationer har erklæret, at Sydafrikas fængsler bryder med menneskerettigheder, lyder det i mailen.

Den lettiske kvinde, der er 46 år og jurist, blev anholdt af danske betjente under en mellemlanding i lufthavnen i Kastrup 8. december 2018. Forinden var hun flygtet fra Sydafrika med sin datter på tre år. Hun ville væk fra et voldeligt forhold, har hun fortalt.

Dansk politi reagerede på en efterlysning fra Sydafrika. Her sigtes hun blandt andet for ulovligt at have taget datteren med sig. Faren bor i Sydafrika.

Siden har den danske anklagemyndighed sagt ja til at udlevere kvinden. En særlig garanti fra Sydafrika om, at kvinden ikke vil blive udsat for nedværdigende behandling eller tortur, er blevet accepteret.

I givet fald vil der maksimalt være 18 indsatte i den fængselscelle, hun kan blive anbragt i, lyder det i garantien. Såvel byret som landsret har godkendt udleveringen.

Sultestrejken sker, efter at det er kommet frem, at hun skal udleveres på onsdag. Det er to dage før et retsmøde i landsretten om, hvorvidt hun fortsat skal være varetægtsfængslet.

- Udleveringen 48 timer før et retsmøde er et slag i ansigtet for Kristine og Letland, og det viser, den danske anklagemyndighed ikke betragter folk fra Letland som EU-borgere, hvis rettigheder skal beskyttes, lyder det i mailen.

Beslutningen om at gennemføre udleveringen bare 48 timer før det berammede retsmøde er truffet af Københavns Politi.

Kvindens advokat, Henrik Stagetorn, oplyste fredag, at "det kommer vi til at gøre noget ved." Han havde dog ikke yderligere kommentarer.

Under sagens gang har Kristine Misane opholdt sig i en celle i Vestre Fængsel. Forleden, den 30. januar, sagde en dommer i Københavns Byret dog stop. Hun satte Misane på fri fod.

Der er et misforhold mellem den straf, hun risikerer i Sydafrika, og varigheden af den danske fængsling, som er på mere end 420 døgn, fastslog dommeren.

Anklager Anders Larsson appellerede på stedet afgørelsen til Østre Landsret. Reaktionen fik opsættende virkning. Og derfor blev Kristine Misane ført tilbage til cellen for at vente på landsrettens afgørelse.

Her har man planlagt et retsmøde fredag 14. februar. Imidlertid holder Københavns Politi fast i en aftale med de sydafrikanske myndigheder om udlevering to dage før.

Spørgsmålet er, om Københavns Politi hermed kortslutter processen og berøver kvinden, der jo ifølge byrettens opfattelse burde være på fri fod, en væsentlig retsgaranti?

- Retsmødet i landsretten fredag den 14. februar drejer sig om, hvorvidt der er proportionalitet i frihedsberøvelsen.

- Det drejer sig ikke om udleveringen. Dette spørgsmål er blevet endelig afgjort i retssystemet. Så man kan sige, at der er tale om to forskellige spørgsmål, siger Anders Larsson.

Kilde: /ritzau/