Glatte veje sender bilister på slingrekurs i hele landet

Flere bilister i Nordjylland og på Nordsjælland er sluppet heldigt fra at køre galt som følge af glatte veje.
To bilister måtte tjekkes på sygehuset i Aalborg sent tirsdag aften efter flere solouheld på E45, men ingen var kommet alvorligt til skade. (Arkivfoto)
To bilister måtte tjekkes på sygehuset i Aalborg sent tirsdag aften efter flere solouheld på E45, men ingen var kommet alvorligt til skade. (Arkivfoto)

180Graders Redaktion,

18/02/2021

Glatte veje har ført til flere færdselsuheld i landet.

Vagtchefen ved Nordjyllands Politi Jesper Sørensen fortæller tidligt onsdag morgen, at der inden for en kort periode mellem sent tirsdag aften og lige efter midnat onsdag blev anmeldt fem uheld. Tre af dem på E45 - et ved Nørre Sundby og to nær Støvring syd for Aalborg.

- Fællesbetegnelsen for alle uheldene er, at de er sket på grund af glatføre, siger han.

I to tilfælde måtte bilisterne bringes til tjek på sygehuset i Aalborg, men ingen af dem var kommet alvorligt til skade.

- Vi havde også en del uheld inden klokken 23.00 tirsdag, men heller ikke her skete der alvorlig personskade, siger Jesper Sørensen.

Også på Sjælland sker der uheld, og politiet opfordrer til ekstra forsigtig kørsel på grund af det glatte føre.

- Morgentrafikken er så småt begyndt, og vi er begyndt at få meldinger om færdselsuheld flere steder i kredsen, skriver Nordsjællands Politi på Twitter omkring klokken 06.

To timer senere er beskeden den samme:

- Vi får fortsat meldinger om færdselsuheld rundt om i kredsen - heldigvis ingen alvorlige. Tag afsted i god tid, vis hensyn, tålmodighed og kør forsigtigt, skriver politiet på Twitter.

De resterende politikredse i både Jylland, på Fyn og Sjælland melder tidligt onsdag morgen om en problemfri nat uden nogen færdselsuheld.

- Vi har været gode til at advare om risikoen for glatte veje, så folk har kørt pænt, siger vagtchefen hos Østjyllands Politi.

Imens lyder forklaringen fra vagtchefen hos Sydøstjyllands Politi, at vejene ikke er nær så glatte her som andre steder i landet på grund af regn og tøvejr.

Midt- og Vestjyllands Politi opfordrer både bilister og fodgængere til at være varsomme i trafikken.

- Selv om luften viser plusgrader, kan fortove og veje være underafkølet og dermed glatte. Kør og gå forsigtigt derude i regnen. Regn - og smeltevand er også begyndt at samle sig i lavninger på vejene, vær derfor opmærksom, lyder det på Twitter.

På Bornholm advarer politiet om endnu en iskold dag i vente på klippeøen.

- Temperaturen er under frysepunktet, så nedbøren bliver til is på de våde veje. Nogle steder ses det som sne og slud, men andre steder ses det ikke, fordi det ligger som sort is på kørebanen, skriver politiet på Twitter.

Kilde: /ritzau/