19-årig mand frifindes for drab og slipper for udvisning

Ung mand dømmes for at stikke to andre med kniv på gaden. Men han slipper for at blive udvist.
Et nævningeting i Københavns Byret har frifundet en 19-årig mand for drab og drabsforsøg. Derimod er han blevet dømt for knivoverfald og våbenbesiddelse (arkivfoto).
Et nævningeting i Københavns Byret har frifundet en 19-årig mand for drab og drabsforsøg. Derimod er han blevet dømt for knivoverfald og våbenbesiddelse (arkivfoto).

Claes Kirkeby Theilgaard,

07/02/2020

En 19-årig mand er fredag i Københavns Byret blevet frifundet for drab og drabsforsøg.

Det oplyser hans forsvarer, advokat Stefan Møller Jørgensen.

Manden var tiltalt for drabet på den 19-årige Lorenz Matras samt drabsforsøg mod en anden person.

Lorenz Matras mistede livet natten til den 1. januar 2019, men dommere og nævninger i Københavns Byret har altså ikke fundet, at der er grundlag for at fastslå, at den tiltalte var skyld i hans død.

Derimod er han fundet skyldig i grov vold mod to andre personer ved samme episode og for at besidde en kniv og en totenschlæger.

Dommen lyder på ubetinget fængsel i to år og tre måneder. Samtidig er han, der er tyrkisk statsborger, blevet frifundet for udvisning.

Forsvareren overvejer nu med sin klient, om afgørelsen skal ankes.

- Dommen er hårdt udmålt i forhold til, at han er kendt skyldig i mindre dele af sagen, mener advokat Stefan Møller Jørgensen.

I fredagens retsmøde fremhævede han syv lignende sager, hvor straffen var væsentligt lavere.

- De lå så meget lavere, at det var overraskende, at denne sag skulle op på to år og tre måneder, siger Stefan Møller Jørgensen.

- Min klient var tilfreds med frifindelsen, men skuffet over at blive straffet for noget, han mener, han ikke er skyldig i.

Lorenz Matras blev overfaldet på Borgergade i København mellem klokken 03.30 og 04.30, hvor han blev stukket ihjel med kniv. Tre andre blev også ramt af knivstik.

Politiet har tidligere udtalt, at uoverensstemmelser mellem to grupper unge udviklede sig til skænderi og det blodige overfald.

Kilde: /ritzau/