Coronaudbrud kan reducere CO2-udslip med 5,5 procent

Analyse fra Carbon Brief peger på, at coronakrise medfører den største globale reduktion af CO2 nogensinde.
Coronaudbruddet kan reducere verdens samlede CO2-udslip med over fem procent i forhold til sidste år. Det viser en analyse fra klimanyhedshjemmesiden Carbon Brief ifølge ABC Nyheder.
Coronaudbruddet kan reducere verdens samlede CO2-udslip med over fem procent i forhold til sidste år. Det viser en analyse fra klimanyhedshjemmesiden Carbon Brief ifølge ABC Nyheder.

Claes Kirkeby Theilgaard,

20/04/2020

Coronaudbruddet kan reducere verdens samlede CO2-udslip med over fem procent i forhold til sidste år. Det viser en analyse fra klimanyhedshjemmesiden Carbon Brief ifølge ABC News.

Mindre efterspørgsel efter olie, transportrestriktioner og et lavere forbrug kan reducere verdens samlede CO2-udslip med 5,5 procent sammenlignet med sidst år, hedder det.

En nedgang på 5,5 procent vil ifølge hjemmesiden, som havde forudset en forøgelse på omkring en procent i år, være den største årlige reduktion nogensinde.

Størstedelen af faldet - over tre procent - skyldes den lavere efterspørgsel efter olie, men også andre faktorer spiller ind.

- Mange lande har lukket fabrikker og indført massive restriktioner på transport som følge af coronaepidemien. Dertil kommer, at vort forbrug er reduceret, hedder det i analysen.

- Samlet set betyder det, at CO2-forureningen falder. Det samme gør luftforureningen med støvpartikler og sod, pointerer klimaforsker Tore Furevik, der er leder for Bjerknessenteret for klimaforskning i Bergen, til ABC News.

Furevik tilføjer, at han har læst flere analyser og vurderinger, som peger på en nedgang på mellem fire og fem procent i CO2-udledningen.

- Men det bliver antageligt mere - afhængig af hvor længe coronakrisen varer, siger han

FN's miljøprogram anslår, at verden må skære de globale udslip ned med mindst 2,7 procent årligt for at kunne holde den globale opvarmning under to grader.

Skal 1,5 graders-målet nås, må der hvert år skæres mindst 7,6 procent.

- Det viser tydeligt skalaen for, hvilke nedskæringer, vi skal have, fremhæver Furevik.

Kilde: /ritzau/NTB