For første gang er beboere på asylcenter smittet med corona

Indtil nu er det lykkedes at holde coronavirus ude af landets 14 asylcentre, siger Udlændingestyrelsen.
Covid-19: Myndighederne er igang med at bygge et stort COVID-19 testcenter i telte i Fælledparken i København, lørdag d. 18. april 2020. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Photographer: Liselotte Sabroe
Covid-19: Myndighederne er igang med at bygge et stort COVID-19 testcenter i telte i Fælledparken i København, lørdag d. 18. april 2020. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Photographer: Liselotte Sabroe

180Graders Redaktion,

24/04/2020

Der er for første gang konstateret smitte med coronavirus på et asylcenter i Danmark. Det oplyser Udlændingestyrelsen i en pressemeddelelse.

Det er to beboere, som er konstateret smittet. Begge har haft et "længere" ophold i Danmark.

Udlændingestyrelsen vil dog ikke oplyse, hvilket center de to har boet på. Det skyldes risikoen for, at de kan identificeres, lyder det.

Men styrelsen fortæller, at det pågældende center har taget hånd om situationen og fulgt de gældende retningslinjer fra sundhedsmyndighederne.

Udlændingestyrelsens direktør, Niels Henrik Larsen, er glad for, at det er lykkedes at holde asylcentrene smittefri indtil nu.

- Nu er der desværre konstateret de første to smittetilfælde på et center. Men der er alligevel god grund til at anerkende den betydelige indsats, som både medarbejderne og beboerne på asylcentrene har gjort og fortsat gør, siger han i meddelelsen.

Der er cirka 2500 asylansøgere samt ansatte fordelt på 14 asylcentre i Danmark.

Centrene har siden coronaudbruddets begyndelse fulgt en lang række tiltag for at begrænse spredningen af virusset, skriver Udlændingestyrelsen.

Blandt andet har man indført stop for besøg på asylcentrene, visse fællesområder er lukket ned, og så er alle flytninger mellem centrene sat på pause.

Der er desuden etableret to karantænecentre, hvor smittede med coronavirus kan bo isoleret fra de andre beboere. De ligger i Gribskov på Sjælland og Brovst i Jylland.

Kilde: /ritzau/