Antallet af asylansøgere når laveste niveau siden 2008

Der var omkring en fjerdedel færre asylansøgere i 2019 sammenlignet med 2018.
I øjeblikket er en ny flygtningekrise under opsejling ved den græske grænse. Her ses migranter ved grænsen mellem Grækenland og Tyrkiet. (Foto: Huseyin Aldemir/Reuters/Ritzau Scanpix)
I øjeblikket er en ny flygtningekrise under opsejling ved den græske grænse. Her ses migranter ved grænsen mellem Grækenland og Tyrkiet. (Foto: Huseyin Aldemir/Reuters/Ritzau Scanpix)

Claes Kirkeby Theilgaard,

30/03/2020

2019 bød på det laveste antal asylansøgere siden 2008. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

I 2019 søgte 2716 personer om asyl i Danmark. Det er omkring en fjerdedel færre end i 2018.

De seneste år er antallet af asylsøgere faldet, siden det toppede i 2015, da mere end 21.000 personer søgte asyl i Danmark.

I 2019 var der flest syriske statsborgere blandt de asylsøgende. Der var 493 syrere, der søgte asyl i Danmark sidste år. Den næststørste gruppe er personer fra Eritrea.

Der er kommet lidt under 500 asylansøgninger fra personer fra hver af to de to lande. Det er mere end dobbelt så mange som antallet statsløse, som er den tredje største gruppe.

Personer, der i 2019 fik asyl, udgjorde to procent af de 74.152 personer, der fik en opholdstilladelse i Danmark. Langt den største gruppe - 45 procent - fik opholdstilladelse, fordi de havde fået eller allerede havde et arbejde i Danmark.

23 procent af de næsten 75.000 opholdstilladelser er givet til studerende, mens fire procent er gået til familiesammenføringer.

Efter flere rolige år kom flygtninge og migranter igen på dagsordnen i februar og marts, da Tyrkiet opgav den aftale, som landet har indgået med EU.

Aftalen går blandt andet ud på, at personer uden opholdstilladelse, der forsøger at komme ind i Grækenland fra Tyrkiet, skal sendes tilbage.

Modsat skulle EU tage imod nogle syriske flygtninge fra flygtningelejre samt betale Tyrkiet milliarder af euro.

Efter aftalen faldt strømmen af personer, der rejste fra Tyrkiet mod EU med 97 procent ifølge Financial Times.

Men Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, mente ikke, at aftale var gyldig længere og erklærede grænsen til Grækenland for åben.

Det førte til flere dages voldsomme sammenstød på grænsen mellem græske betjente, grænsevagter og urobetjente og personer, der forsøgte at komme ind i Grækenland fra Tyrkiet.

13. marts tog 100 grænsevagter fra 22 andre EU-lande til Grækenland for at hjælpe de græske myndigheder.

Kilde: /ritzau/