Yderligere 1273 bekræftede coronatilfælde i Danmark

Antallet af indlagte med covid-19 falder med syv til 237 personer, selv om der er sket 27 nye indlæggelser.
Siden fredagens opgørelse er der kommet svar på omkring 75.000 coronaprøver. Af dem har 1,7 procent være positive for covid-19. (Arkivfoto)
Siden fredagens opgørelse er der kommet svar på omkring 75.000 coronaprøver. Af dem har 1,7 procent være positive for covid-19. (Arkivfoto)

180Graders Redaktion,

21/11/2020

Endnu 1273 personer er bekræftet smittet med covid-19. Det viser lørdagens smittetal for det seneste døgn fra Statens Serum Institut (SSI).

I ugens løb er der dagligt registreret mellem 1195 og 1297 nye smittetilfælde. Antallet er derfor nogenlunde stabilt set over ugen.

Der er kommet svar på 75.044 prøver, hvilket svarer til, at 1,7 procent af dem har været positive for covid-19.

Det er stort set samme niveau som resten af ugen, hvor positivprocenten har svinget mellem 1,55 og 1,77.

Smittetallene er meget "status quo" i øjeblikket, siger Christian Wamberg, overlæge på intensivafdelingen på Bispebjerg Hospital.

Han mener, at vi skal acceptere, at tallene kommer til at være på det niveau det næste stykke tid.

- Det er selvfølgelig synd for dem, det går ud over, men det går ikke væk - uanset hvad, vurderer overlægen.

De smittetal, der ses i øjeblikket, er højere end i foråret. Her blev der dog testet langt færre personer. Da en del smittede ikke oplever at være syge, fører flere test også til, at man finder relativt flere smittetilfælde.

Der er blevet indlagt yderligere 27 personer med covid-19 på landets hospitaler siden fredag.

Det samlede antal indlagte falder dog til 237 personer, da der også er patienter, som er blevet udskrevet. Det er syv færre end fredag - og 30 færre end mandag.

Set over den seneste måned er antallet af indlagte dog fordoblet. Det er dog stadigvæk et stykke op til niveauet i foråret, hvor flere end 500 coronasmittede var indlagt på landets sygehuse.

Lørdag er i alt 40 af patienterne indlagt på en af landets intensivafdelinger. 21 af dem er tilkoblet en respirator. Det er i begge tilfælde én patient mere end fredag.

Overlæge Christian Wamberg fortæller, at kapaciteten i øjeblikket godt kan følge med på landets intensivafdelinger. Det kan dog ændre sig, hvis smitten stiger.

- Men lige nu kan vi både passe det ene og det andet, siger han.

Siden fredagens opgørelse er der registreret yderligere tre dødsfald blandt personer smittet med covid-19. I alt 781 smittet med sygdommen er nu afgået ved døden i Danmark.

Kilde: /ritzau/