Video med politivold gik viralt - nu skal minister redegøre for sagen

De Radikales retsordfører har bedt justitsministeren om en redegørelse for et optrin mellem betjent og mand.
Foto: Kim Matthäi Leland
Foto: Kim Matthäi Leland

180Graders Redaktion,

27/04/2020

Københavns Politi undersøger en video, der florerer på sociale medier. Det skriver politiet på Twitter.

Videoen viser et optrin mellem en ung mand og en betjent fra Københavns Politi.

Det vides ikke, hvad der går forud for videoen, der varer 45 sekunder. I alt ses to betjente i videoen.

- Vi er nu ved at undersøge, hvad der præcis er sket, herunder også hvad der er gået forud, skriver politiet på Twitter.

B.T. har talt med en kilde ved navn Camilla, der angiveligt filmede episoden.

Ifølge hende var politiet til stede, da naboer havde klaget over larm i lejligheden, hvor seks mennesker fik drinks og hørte musik.

Politiet havde ifølge Camilla efterladt lejligheden, men kom efterfølgende tilbage, og det var her sammenstødet opstod.

Camilia fortæller til B.T., at hendes kammerat, den unge mand, blev trukket ud i opgangen af betjenten, hvor han blev lagt på maven.

Politiet uddyber de igangværende undersøgelser omkring videoen kort over for B.T.:

- Vi skal snakke med de pågældende betjente og høre deres forklaring, fordi der kan sagtens være en fornuftig forklaring, siger vicepolitiinspektør Jesper Bangsgaard til avisen.

Videoen er blandt andet blevet delt på det sociale medie Reddit, hvor den i skrivende stund er blevet kommenteret knap 2000 gange.

Kristian Hegaard, retsordfører og folketingsmedlem for De Radikale, kommenterede lørdag aften sagen og har bedt justitsminister Nick Hækkerup (S) om at gå ind i den.

- Har bedt ministeren redegøre for episoden, der ligner voldsom magtudøvelse mod borger med tandbørste i privat bolig på vej i seng, skriver Hegaard på Twitter.

Se videoen herunder.

Kilde: /ritzau/