Salg af smuglercigaretter eksploderet efter højere afgifter

Firma, der efterforsker det sorte marked for smøger for tobaksfirmaer, har set en stigning i illegalt salg.
Toldstyrelsen ved godt, at der slipper smuglercigaretter gennem deres kontrol. Og det er klart, at det illegale marked vokser, når det med afgiftsstigningerne er blevet dyrere at købe cigaretter i Danmark, lyder det fra styrelsen. (Arkivfoto).
Toldstyrelsen ved godt, at der slipper smuglercigaretter gennem deres kontrol. Og det er klart, at det illegale marked vokser, når det med afgiftsstigningerne er blevet dyrere at købe cigaretter i Danmark, lyder det fra styrelsen. (Arkivfoto).

180Graders Redaktion,

21/09/2020

Det illegale marked for salg af smuglercigaretter er vokset markant, efter at afgifterne på cigaretter i år er steget.

Særligt på nettet og sociale medier vrimler det med tilbud om at købe hele kartoner af smuglercigaretter til en billigere pris.

Sådan lyder vurderingen fra firmaet Eagle Shark, der efterforsker og overvåger det sorte marked for smøger for flere tobaksfirmaer.

Det skriver TV2 Lorry.

- Det illegale marked er eksploderet. Der er kommet væsentlig mere aktivitet og væsentlig mere salg af kopicigaretter på det danske sorte marked, siger Christian Spohr, der er direktør hos Eagle Shark.

- Det er ret visuelt, hvis du går ind på de sociale medier, især i de lukkede grupper, så kan du se, hvordan der nu kommer voldsomt mange flere opslag end tidligere, og så er priserne derinde faktisk også faldet, siger han.

Toldstyrelsen ved godt, at der formentlig slipper flere smuglercigaretter igennem deres kontrol.

I år har styrelsen hidtil konfiskeret to millioner cigaretter, der var forsøgt indsmuglet til Danmark.

- Det er klart, at når afgifterne stiger, og det dermed bliver dyrere at købe et produkt, og der samtidig er nogle forbrugere, der gerne vi købe det billigt, så vil der alt andet lige komme flere cigaretter ind i landet, siger kontroldirektør i Toldstyrelsen Preben Buchholtz til TV2 Lorry.

Revisionsfirmaet KPMG laver hvert år en undersøgelse af det illegale cigaretmarked i Europa. Her lyder det, at 3,9 procent af alle cigaretter, der blev røget i Danmark i 2019, enten var ulovligt indsmuglede eller falske kopier.

Det er en fordobling på to år, og betød, at staten blev snydt for 385 millioner kroner i cigaretafgifter.

Rigspolitiet vil ikke stille op til interview om deres indsats på området, da regeringen har foreslået at ændre de to efterforskningsenheder, der tager sig af cigaretrelateret kriminalitet i den kommende flerårsaftale med politiet.

I år har der hidtil været 56 politianmeldelser om cigaretrelateret kriminalitet. Det er næsten lige så mange som hele sidste år, hvor der blev anmeldt 63 sager, skriver TV2 Lorry.

Kilde: /ritzau/