Professorer: Vi har overreageret på truslen fra corona

Den socialdemokratiske regering har overreageret ved at lukke store dele af sundhedsvæsenet ned på grund af udbruddet af coronavirus, mener to professorer i sundhedsøkonomi.
(ARKIV) Operationer som denne øjenoperation er blevet udsat på grund af coronavirusudbruddet. Men det har været en overreaktion, mener to professorer nu. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
(ARKIV) Operationer som denne øjenoperation er blevet udsat på grund af coronavirusudbruddet. Men det har været en overreaktion, mener to professorer nu. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Claes Kirkeby Theilgaard,

21/04/2020

Jakob Kjellberg og Kjeld Møller Pedersen er begge professorer i sundhedsøkonomi på hhv. Det Nationale forsknings- og analysecenter for Velfærd (Vive) og Syddansk Universitet (SDU).

De mener, at den socialdemokratiske regering har overreageret på truslen fra coronavirus, fortæller de i et interview til Århus Stiftstidende.

Begge professorer hæfter sig ved, at der er masser af ledige senge til coronapatienter på landets sygehuse, og at coronavirusudbruddet end ikke har ført til flere dødsfald end normalt.

På den anden side vil sundhedsvæsenet være under et uhørt pres i det næste lange stykke tid, da mange operationer er blevet udskudt og afdelinger lukket ned for at gøre plads til coronapatienter, der endnu lader vente på sig.

- I bagklogskabens lys har vi overreageret, lyder det fra Kjeld Møller Pedersen.

Han mener dog, at overreaktionen er forståelig, tilføjer han.

- Drivkraften har været, at vi har stået over for noget ukendt, som vi frygtede, og som vi ikke havde behandling for. Og så kaster man sig ud i drakoniske tiltag, som vi har set.

SDU-professoren kan ikke komme i tanker om andre konkrete eksempler, hvor man har reageret på sundhedstrusler på lignende vis som med coronavirusset.

- Dybest set kan du sige, at hvis det var i en dagligdags situation, og det ikke var en ny virus, havde vi ikke gjort det. Vi lever jo stille og roligt med, at vi har influenzaepidemier, og der dør hvert år et sted mellem 1000 og 2000 personer, fordi de har influenza. Men det har vi vænnet os til. Og der sætter vi ikke ekstraordinært ind, siger Kjeld Møller Pedersen.

Møller Pedersens professorkollega Jakob Kjellberg er enig i den vurdering af tingene.

Han vurderer samtidig, at 25.000 til 30.000 operationer er blevet udskudt.

- Lige i starten var der ikke noget alternativ. Så kan man altid snakke om, hvorvidt man kunne have åbnet frisørsalonerne en uge før, og det kunne man sikkert godt. Men jeg mener ikke, at der var alternativer til at stoppe og få data om det, vi stod over for. Alt andet havde været uansvarligt, siger Jakob Kjellberg til Århus Stiftstidende.

De seneste tal fra Statens Serum Institut den 21. april viser, at 370 danskere smittet med coronavirus er afgået ved døden, mens 335 er indlagte på landets sygehuse og hospitaler.

81 coronapatienter ligger på intensiv og 72 er i respirator. I alt har Danmark 925 intensivpladser klar til coronapatienter, og vi er derfor meget langt fra at være i problemer, som det f.eks. ses i Italien.

100.000 danskere er nu blevet testet for coronavirus, hvoraf 7695 er registreret smittet.