Markant færre coronasmittede på plejehjem afgår ved døden

I sidste uge døde to plejehjemsbeboere med covid-19. Antallet toppede i uge to, hvor 110 smittede døde.
Der er sket et drastisk fald i, hvor mange bekræftede coronasmittede på landets plejehjem som dør. (Arkivfoto)
Der er sket et drastisk fald i, hvor mange bekræftede coronasmittede på landets plejehjem som dør. (Arkivfoto)

180Graders Redaktion,

02/03/2021

Markant færre plejehjemsbeboere, som er bekræftet smittet med covid-19, afgik i sidste uge ved døden end tidligere på året.

I sidste uge blev der registreret to dødsfald blandt beboere, som var bekræftet smittet med covid-19. Det viser en opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI).

Det er færre end ugen før, hvor der blev registreret syv dødsfald. Samtidig er det markant færre end i uge to, hvor der var 110 dødsfald blandt bekræftede smittede. Det er det højeste antal under epidemien.

Med til historien hører også, at langt færre plejehjemsbeboere bliver testet for corona. I sidste uge blev der fundet otte smittede i 115 test. I uge to blev der foretaget 1056 test, og af dem var 347 positive.

Faldet er kommet, sideløbende med at flere og flere af plejehjemsbeboerne er blevet vaccineret mod covid-19.

De første beboere fik det første af to stik med en coronavaccine 27. december. Nu er langt de fleste færdigvaccineret.

Et studie fra SSI har vist, at vaccinen fra Pfizer/BioNTech, som de fleste har fået, har mindsket smitterisikoen på plejehjemmene markant.

I studiet er der dog ikke set på risikoen for indlæggelser og død, da det kræver længere tids opfølgning.

- Det er mindre end to måneder siden, vi startede med at vaccinere, og vi må have længere tids opfølgning for at sige noget mere håndfast om den faktiske effekt blandt plejehjemsbeboere, lød det fra konstitueret afdelingschef Palle Valentiner-Branth 26. februar.

Der er dog blevet lagt mærke til, at antallet af coronadødsfald er faldet markant i perioden, hvor vaccinerne er blevet rullet ud. Det påpeges dog, at der her også har været en omfattende nedlukning af samfundet.

Der bor over 40.000 på Danmarks omkring 930 plejehjem.

Under epidemien er der sket 923 dødsfald blandt beboere, som er bekræftet smittet med covid-19.

I alt er 2367 personer døde med covid-19 i Danmark. Det svarer til, at to ud af fem af dem har boet på plejehjem.

Kilde: /ritzau/