Fredag aften er hjemmeside med svar på coronatest fortsat nede

Siden fredag formiddag har det ikke været muligt at logge ind på sundhed.dk, hvor svar fra coronatest ligger.
Når man er blevet testet for coronavirus skal man logge på hjemmesiden sundhed.dk med NemID for at se resultatet på testen. (Arkivfoto)
Når man er blevet testet for coronavirus skal man logge på hjemmesiden sundhed.dk med NemID for at se resultatet på testen. (Arkivfoto)

180Graders Redaktion,

04/09/2020

Det har siden fredag morgen ikke været muligt at logge ind på hjemmesiden sundhed.dk, hvor man blandt andet får svar på test for coronavirus.

Det skyldes en fejl hos hostingleverandøren DXC, oplyser Eva Tolstrup Ziegler, der er kommunikationschef for sundhed.dk, fredag aften klokken 21.30.

Problemet, der opstod før klokken ni fredag morgen, ventedes i første omgang at blive løst i løbet af eftermiddagen, men det har ikke kunnet lade sig gøre.

Eva Tolstrup Ziegler håber, at siden er oppe at køre igen i løbet af i aften eller ud på natten.

Sundhed.dk er den samlede indgang til det digitale sundhedsvæsen. Her samles al information og kommunikation til borgere fra sundhedsvæsenet.

På Facebook beklager sundhedsportalen for ulejligheden og oplyser, at der arbejdes på højtryk for at løse problemet.

Den seneste melding på Facebook er fra 16.36, hvor sundhed.dk skriver, at man vil melde ud, så snart problemet er løst.

- Vi kan ikke på nuværende tidspunkt gøre andet end at beklage over for alle jer, der venter på svar, og forsikre om, at der arbejdes intensivt på at løse problemerne, står der.

Samtidig opstod der fredag formiddag ligeledes problemer med at logge på appen MinSundhed, hvor man normalt også kan få svar på coronatest.

Fredag aften klokken 21.30 er det uvist, om appen fungerer normalt igen. Flere brugere skriver på Facebook, at den fungerer igen, mens andre fortsat ikke kan få adgang.

Det er dog ikke kun digitalt, at man kan få adgang til resultatet af coronaprøver.

Svaret kan også fås gennem egen læge, fremgår det af Statens Serum Instituts hjemmeside.

Borgere i Region Hovedstaden og Region Sjælland kan desuden logge på hjemmesiden minsundhedsplatform.dk, hvor man også kan få svar på coronatest.

Det oplyser sundhed.dk i et svar til en bruger på Facebook.

Kilde: /ritzau/