Fiskere får lov at hive flere fladfisk op af tysk farvand

Danske fiskere kan få lov til at beholde flere af de fladfisk, der samles op i den tyske del af Østersøen.
Danske fiskere i den tyske del af Østersøen får lov at beholde flere af de fladfisk, som de fanger, som følge af nye aftale med Tyskland. (Arkivfoto)
Danske fiskere i den tyske del af Østersøen får lov at beholde flere af de fladfisk, som de fanger, som følge af nye aftale med Tyskland. (Arkivfoto)

180Graders Redaktion,

16/10/2020

Danske fiskere i den tyske del af Østersøen skal fremover ikke smide nær så mange fisk tilbage i havet.

En ny aftale mellem Danmark og Tyskland udvider, hvilke fisk de danske fiskere kan få lov at tage med hjem for at sælge.

Det oplyser Miljø- og Fødevareministeriet.

Hidtil har aftalen været, at danske fiskere, som fisker i tysk farvand i Østersøen, må beholde de rødspætter, som fiskerne får op i båden. Men alt andet skulle tilbage i havet.

Fremover må fiskerne også beholde andre fladfisk end rødspætterne og tage dem med hjem til salg.

Dermed kan fiskerne få flere fisk, de kan sælge, uden at de skal sejle oftere ud.

I den pågældende del af Østersøen er fangst og salg af torsk grundpillerne i mange fiskeres økonomi. Men i de seneste år har fiskerne fået færre kvoter til at fange torsk.

Mængden af kvoter er noget, der forhandles på plads mellem Danmark og de øvrige af EU's medlemslande og EU-Kommissionen.

Derfor håber næstformand i Danmarks Fiskeriforening Kim Kær Hansen, at den nye aftale kan hele lidt af såret fra de tabte torskeindtægter.

- De senere år har danske fiskere lidt under lavere kvoter på hovedarten, som er torsk. Derfor er det kærkomment med alle de fisk, som kommer med som bifangst, siger han.

Aftalen mellem Danmark og Tyskland er ikke ubegrænset. Der er et vist antal tilladelser, som danske fiskere kan søge om at få.

I første omgang er den nye aftale blevet til en bekendtgørelse, som nu kommer i en høring. Regeringen forventer, at fiskerne kan sende deres ansøgninger fra november.

- Det er en hård tid for fiskerne i Østersøen med vigende kvoter og restriktioner på torskefiskeriet, men aftalen kan forhåbentlig give dem et løft i den rigtige retning, siger fiskeriminister Mogens Jensen (S).

Kilde: /ritzau/