Døde og indlagte med coronavirus i Danmark stiger med tre

Dødsfald og indlæggelser med coronavirus stiger en smule, mens der er to færre personer på intensiv afdeling.
Myndighederne forsøger med flere tiltag at overvåge smitten med coronavirus i Danmark. (Arkivfoto)
Myndighederne forsøger med flere tiltag at overvåge smitten med coronavirus i Danmark. (Arkivfoto)

180Graders Redaktion,

28/05/2020

Yderligere tre er døde med coronavirus i Danmark.

Det viser den seneste opgørelse fra Statens Serum Institut torsdag.

Coronavirus er ikke nødvendigvis årsagen til dødsfaldet. Hvis dødsfaldet sker inden for 30 dage efter en positiv test, tæller det med i statistikken.

110 er indlagte, og det er en stigning på tre siden onsdagens opgørelse.

Antallet af indlæggelser har overordnet set været nedadgående siden starten af april trods stigninger enkelte dage.

De fleste er indlagt i Region Hovedstaden og i Region Sjælland. I de resterende regioner er 22 personer indlagt.

Af dem er 20 er på intensiv, mens 11 er i respirator. Det er disse patienter, der har det værst.

Yderligere 32 er bekræftet smittede med coronavirus, og dermed har Danmark i alt 11.512 bekræftede tilfælde af smittede med coronavirus.

Det er 18. dag i træk, at der bekræftes under 100 nye smittetilfælde.

Af dem har 10.180 overstået infektionen.

Myndighederne arbejder ikke med raskmeldte. En overstået infektion vil sige, at man 14 dage efter en positiv test for coronavirus ikke er indlagt eller død.

I alt er 484.482 forskellige personer registreret testet for coronavirus i Danmark.

Der er taget cirka 100.000 flere coronatest, og det skyldes, at nogle personer bliver testet flere gange.

Det sker på baggrund af en offensiv teststrategi fra regeringen, hvor der er igangsat flere tiltag for et få et bedre overblik over smittebilledet i Danmark.

Blandt andet kan alle voksne danskere nu bestille tid til en test uden henvisning fra lægen. Hvis man har symptomer, skal man dog stadig bestille en tid.

Desuden rapporterer cirka 120.000 danskere løbende ind omkring deres selvopfattede symptomer på coronavirus.

Antallet af personer, der beretter om symptomer, falder støt.

Lige nu er samfundet i gang med en fremrykket fase 2 af genåbningen af landet. Det betyder, at restauranter, caféer, forlystelsesparker og biografer har lov at åbne.

Fase 3 begynder efter planen 8. juni.

Kilde: /ritzau/