Danske aktivister indkalder til stor demonstration i protest mod corona-indgreb

En nystiftet bevægelse ved navn Sammen For Frihed indkalder til demonstration mod de vidtgående politiske indgreb og nedlukningen af det danske samfund under udbruddet af coronavirus.
Politi patruljerer, mens kommunale medarbejdere fra Valby Idrætspark afmærker felter på ca. 40 m2, hvori der højst må være 10 personer, på Islands Brygge i København fredag den 1. maj 2020.. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)
Politi patruljerer, mens kommunale medarbejdere fra Valby Idrætspark afmærker felter på ca. 40 m2, hvori der højst må være 10 personer, på Islands Brygge i København fredag den 1. maj 2020.. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)

Claes Kirkeby Theilgaard,

13/05/2020

En gruppe danske aktivister fra den nystiftede bevægelse Sammen For Frihed indkalder til demonstration mod nedlukningen af det danske samfund og "for fællesskab, åbenhed og de grundlovssikrede rettigheder".

Demonstrationen vil finde sted lørdag den 16. maj klokken 12.00 til 15.00 på Rådhuspladsen i København, lyder det i en pressemeddelelse.

Aktivisterne vil demonstrere under sloganet "Sammen For Frihed - Aldrig mere 12. marts" med reference til den dato tidligere i år, hvor Folketinget indførte historisk vidtgående hastelove for at imødegå udbruddet af coronavirus.

- Den 12. marts vedtog regeringen og Folketinget en ændring af epidemiloven, som åbner for indgreb i flere af danskernes grundlovssikrede rettigheder: Den private ejendomsret, retten til at forsamle sig, retten til at drive frit erhverv og den personlige frihed, skriver Sammen For Frihed i en pressemeddelelse og tilføjer:

- Indgreb i de grundlovssikrede rettigheder har enorme konsekvenser socialt, juridisk, økonomisk, sundhedsmæssigt og kulturelt, og bør kun tages i brug ved ekstraordinære krisesituationer.

Aktivisterne i bevægelsen mener ikke, at offentligheden har set dokumentation, der kan retfærdiggøre politikernes historisk vidtgående indskrænkelser af ellers grundlovssikrede rettigheder.

- Offentligheden har ikke på noget tidspunkt set dokumentation for, at der skulle være tale om en ekstraordinær krisesituation, og Sundhedsstyrelsen har tilkendegivet, at man umiddelbart fandt, at det aktuelle COVID-19 udbrud ikke kunne begrunde de væsentlige ændringer i epidemiloven.

- Sundhedsstyrelsen har desuden påpeget, at arbejdet med at forebygge smittespredningen af coronavirus mere hensigtsmæssigt kunne fremmes inden for anden gældende lovgivning eller øvrig lovgivning, skriver aktivisterne fra Sammen For Frihed.

Sammen For Frihed er en bevægelse, som med egne ord arbejder for, at indgreb i de grundlovssikrede rettigheder nu og fremover skal kræve ekstra uvildig og faglig kontrol af regeringen og Folketinget.

Samtidig ønsker bevægelsen øget åbenhed og gennemsigtighed i forhold til den information, rådgivning og de argumenter, som lægges til grund for indgrebene i rettighederne.

Bevægelsen er startet af en række tværfaglige og apolitiske personer inden for samfundsfag, lægevidenskab, undervisning, erhvervsliv, sport og kultur, og vi opfordrer alle, der deler bevægelsens holdning til de grundlovssikrede rettigheder, til at deltage i demonstrationen den 16. maj.

Samme dag vil der være lignende friheds- og borgerrettighedsdemonstrationer over hele verden, oplyser bevægelsen.

Sammen For Frihed gør opmærksom på, at at der findes ikke noget afstandskrav i forbindelse med forsamlinger med et politisk eller meningsbefordrende øjemed, og der er således ikke mulighed for at opløse forsamlingen på grund af fare for smittespredning.

På en Facebook-begivenhed for demonstrationen har foreløbigt 271 personer tilkendegivet, at de vil deltage. Samtidig har over 900 trykket "Interesseret", mens begivenheden er blevet delt flere end 300 gange.