Antallet af coronaindlagte stiger efter flere dage med fald

450 er det seneste døgn registreret smittet med coronavirus, det er 0,42 procent af de testede.
Antallet af indlagte stiger for første gang i en uge. (Arkivfoto)
Antallet af indlagte stiger for første gang i en uge. (Arkivfoto)

180Graders Redaktion,

22/02/2021

Det seneste døgn er antallet af indlagte med coronavirus steget med seks til 254. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Det er første gang i en uge, at der er sket en stigning i antallet af indlagte.

51 af de indlagte er på intensivafdeling. 36 får hjælp af en respirator til at trække vejret.

Det hører med til historien, at der som regel bliver udskrevet færre patienter fra hospitalerne i weekender.

Siden søndag er 450 personer registreret smittet med coronavirus.

Det sker på baggrund af 106.113 prøver. Andelen af smittede - den såkaldte positivprocent - er 0,42.

Det passer godt ind i den udvikling, der har været siden starten af februar, hvor positivprocenten har ligget på samme lave niveau.

Yderligere fem personer er døde, mens de har været smittet med coronavirus.

Kilde: /ritzau/