Alle mink på farme med coronasmitte er nu aflivet

Minkene på de 284 farme, hvor der var fundet covid-19, er nu aflivet, skriver Fødevarestyrelsen på Twitter.
Siden det første tilfælde af covid-19 på en minkfarm blev fundet i juni, har det spredt sig som en steppebrand. Aflivningen af alle landets mink er nu i gang. (Arkivfoto)
Siden det første tilfælde af covid-19 på en minkfarm blev fundet i juni, har det spredt sig som en steppebrand. Aflivningen af alle landets mink er nu i gang. (Arkivfoto)

180Graders Redaktion,

19/11/2020

Coronasmitten har spredt sig som en steppebrand blandt landets minkfarme, siden den første besætning blev ramt i juni.

Myndighederne har kæmpet for at følge med, men nu er alle minkbesætninger, hvor der var konstateret coronasmitte, aflivet.

Det oplyser Fødevarestyrelsen på Twitter.

Der var konstateret covid-19 på 284 af landets minkfarme. Det svarer til omkring hver fjerde minkfarm i Danmark.

Landets minkfarme overvåges stadig, oplyses det. Der er i øjeblikket 25 minkfarme, der mistænkes for at være ramt af coronasmitte.

Den overvågning ser dog ud til snart at kunne blive lagt på hylden.

Tirsdag blev der nemlig vedtaget et midlertidigt forbud mod at holde mink frem til 31. december 2021. Det betyder, at alle mink i besætninger skal aflives.

Allerede i starten af november gav regeringen instruks til, at alle landets mink skulle aflives, fordi coronavirus er muteret blandt mink. Mutationen frygtes at kunne bringe en coronavaccine i fare.

Der var dog ikke lovhjemmel til at aflive alle mink i Danmark, da det blev meldt ud.

Det har medført et hårdt pres på fødevareminister Mogens Jensen (S). Der gik nemlig flere dage, før offentligheden fik kendskab til, at der ikke var hjemmel i loven til at aflive alle landets mink.

Mogens Jensen har onsdag trukket sig som minister. Flere partier har dog krævet en undersøgelseskommission til at kigge på sagen.

Stort set siden coronasmitten begyndte at sprede sig i løbet af sommeren, er minkene blev aflivet, hvis der blev fundet corona i besætningen.

Siden oktober er også mink inden for en vis radius af en smittet farm blevet aflivet. Sikkerhedsgrænsen blev sat til 7,8 kilometer.

I november blev det så udvidet til, at alle mink skulle aflives, hvilket ifølge erhvervet selv var dødsstødet til branchen.

Kilde: /ritzau/