Sygeplejeskerne sagde nej til store tilbudte lønstigninger - nu har pædagogerne accepteret deres

Et flertal af pædagogerne stemmer ja til overenskomstaftale. Aftalen løser ikke alle udfordringer, mener Bupl.
Et flertal af landets pædagoger har stemt ja til den nye overenskomstaftale. (Arkivfoto)
Et flertal af landets pædagoger har stemt ja til den nye overenskomstaftale. (Arkivfoto)

Lars Bjørknæs,

29/03/2021

Et klart flertal af pædagogerne har stemt ja til den nye overenskomstaftale på det kommunale område. Et resultat der kommer kort tid efter, at sygeplejeskerne valgte at stemme nej til deres overenskomst, som ellers ville have givet den store lønstigninger.

Det oplyser Bupl, der er Danmarks største fagforening for pædagoger med sine over 65.000 medlemmer, i en pressemeddelelse.

82,1 procent af pædagogerne har stemt ja til aftalen, mens 17,9 procent har stemt nej. Stemmeprocenten var 66,30.

BUPL's formand, Elisa Rimpler, glæder sig over det markante ja til aftalen og den høje stemmeprocent.

- Først og fremmest er jeg glad for, at så mange medlemmer har stemt.

- Det vidner om, at Bupl er en fagforening med dybt engagerede medlemmer, og at alle er opmærksomme på overenskomstens betydning.

- Og så er det et stort ja til et resultat, der er det bedst opnåelige i den nuværende situation, siger Elisa Rimpler i pressemeddelelsen.

Hun understreger dog samtidig, at aftalen ikke løser de grundlæggende udfordringer med pædagogernes kønsbestemte lønefterslæb, som er et resultat af Tjenestemandsreformen fra 1969.

På grund af den har pædagogerne ifølge Bupl det laveste lønniveau af alle grupper med en mellemlang videregående uddannelse.

Hvis det skal ændres, skal der politisk handling til, siger Elisa Rimpler.

- Det store ja er en klar tillidserklæring til den linje, vi har lagt i hovedbestyrelsen, hvor vi har gjort det meget klart, at et politisk skabt problem skal løses politisk - ikke ved overenskomstbordet.

- Den frustration og utilfredshed med lønefterslæbet, som er derude, forsvinder ikke, fordi der nu ligger et ja. Det politiske spor vil vi nu, sammen med blandt andre sygeplejerskerne, forfølge benhårdt, siger hun.

Den nye overenskomst træder i kraft, såfremt et flertal af de øvrige ansatte på det kommunale område stemmer ja til det samlede forlig.

Det resultat kendes først 21. april.

Mens pædagogerne har stemt ja til den nye overenskomstaftale, så har både sygeplejerskerne og radiograferne stemt nej til deres aftale.

Det efterlader to muligheder.

Enten at de to faggruppers repræsentanter genoptagerne forhandlingerne med arbejdsgiverne, eller at der bliver varslet en strejke.

Kilde: /ritzau/