Tyskland og Østrig planlægger at genåbne grænsen mellem landene 15. juni.
Det oplyser den østrigske minister for turisme, Elisabeth Köstinger, onsdag i et interview med det statslige medie ORF.
Grænsen er i øjeblikket lukket for at begrænse spredningen af coronavirus.
Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, og hendes østrigske modstykke, Sebastian Kurz, er blevet enige om en plan i to faser, der skal løfte restriktionerne på rejser mellem de to nabolande. Det siger Köstinger.
Nogle restriktioner vil allerede fredag 15. maj blive fjernet ved grænserne. Herfra vil arbejdsrelaterede rejser og familiebesøg være tilladt, lyder det.
Fra 15. juni skal alle restriktioner fjernes.
Både Tyskland og Østrig mener at have fået coronavirusset under kontrol. De er blandt de første europæiske lande til at løfte de restriktioner, de har indført for at kontrollere udbruddet af coronavirus.
Den østrigske ministers udmelding kommer, på dagen hvor EU-Kommissionen ventes at præsentere et udspil til en turismeplan.
Det vil sandsynligvis indeholde retningslinjer om genåbning af turistydelser og forslag til en koordineret tilgang til ophævelse af grænsekontrol.
Kommissionen ventes at opfordre EU-landene til at behandle alle medlemslande på samme måde. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Det betyder, at hvis Tyskland åbner grænsen til Østrig, skal den også åbne eksempelvis til Tjekkiet, hvis tjekkerne har lige så god styr på coronavirusudbruddet som østrigerne.
Kilde: /ritzau/