Storbritannien er tæt på 52.000 coronadødsfald

En ekspert i statistik siger, at 64.000 flere mennesker i Storbritannien er døde end normalt under pandemi.
I Storbritannien nåede antallet af dødsfald med coronavirus tirsdag op på 51.766, hvis der medregnes alle tilfælde, hvor Covid-19 står nævnt i dødsattester. Det viser en opgørelse fra Reuters baseret på officielle data.
I Storbritannien nåede antallet af dødsfald med coronavirus tirsdag op på 51.766, hvis der medregnes alle tilfælde, hvor Covid-19 står nævnt i dødsattester. Det viser en opgørelse fra Reuters baseret på officielle data.

180Graders Redaktion,

09/06/2020

I Storbritannien nåede antallet af dødsfald med coronavirus tirsdag op på 51.766, hvis der medregnes alle tilfælde, hvor Covid-19 står nævnt i dødsattesterne.

Det viser en opgørelse fra nyhedsbureauet Reuters baseret på officielle data.

Antallet bekræfter, at landet er et af de hårdest ramte i verden.

En ekspert fra Storbritanniens svar på Danmarks Statistik siger til Reuters, at 64.000 flere mennesker er døde end normalt under pandemien.

Nogle epidemiologer siger, at den bedste måde at finde frem til det samlede antal dødsofre er at medregne alle dødsfald i perioden, som ligger ud over gennemsnittet for perioden de seneste fem år. De siger, at disse tal også kan sammenlignes internationalt.

Det er nye data fra England og Wales, som har bragt det samlede britiske dødstal op mod 52.000. Det er det højeste dødstal i noget europæisk land.

Storbritannien er nu nummer to på listen over lande med flest dødsfald efter USA, hvor over 113.000 er døde med coronavirus.

De mange dødsfald blandt briterne har ført til hårdt kritik af premierminister Boris Johnson, som ifølge oppositionspartierne var langsom til at lukke landet ned og sikre de ældre beskyttelse på plejehjemmene.

Johnsons regering har sagt, at den gør store fremskridt i bekæmpelsen af pandemien. Antallet af bekræftede dødsfald bringes dagligt ned, siger regeringen.

Antallet af officielle registrerede dødsfald steg mandag med 55 til 40.597, hvilket er den laveste stigning på en enkelt dag.

Men antallet af dødsfald har for længst overgået, hvad regeringens egne eksperter og rådgivere havde ventet.

I marts sagde regeringens videnskabelige rådgiver, at det ville være et godt resultat, hvis antallet af coronadødsfald kunne holdes på under 20.000. I april var regeringens "worst-case scenarie" 50.000 dødsfald.

Kilde: /ritzau/Reuters