Spansk højesteret beordrer catalansk leder afsat

Politiske iagttagere frygter, at dom ved højesteret kan udløse nye uroligheder i Catalonien.
Cataloniens separatistleder, Quim Torra, vinker til tilhængere uden for Spaniens højesteret, som mandag suspenderede ham fra sit embede for ulydighed.
Cataloniens separatistleder, Quim Torra, vinker til tilhængere uden for Spaniens højesteret, som mandag suspenderede ham fra sit embede for ulydighed.

180Graders Redaktion,

29/09/2020

Cataloniens separatistleder, Quim Torra, skal suspenderes fra sit embede for ulydighed. Det fastslår Spaniens højesteret mandag.

Afgørelsen er en bekræftelse af en dom, som Cataloniens regionale ret kom frem til sidste år. Her fik den 57-årige Torra forbud mod at have et offentligt embede i halvandet år.

Mandag faldt der dom i ankesagen ved højesteret. Torra fik besked på øjeblikkeligt at træde tilbage fra sit embede som regionspræsident. Han fik også en bøde på 30.000 euro (omkring 223.000 kroner).

Hans post overtages formentlig af Pere Aragones i næste uge, rapporterer lokale medier.

Aragones ventes at opfordre til et nyt valg i regionen i begyndelsen af 2021.

Torra blev dømt, efter at han havde afvist at fjerne plakater og symboler fra den catalanske løsrivelsesbevægelse fra sit kontor og andre offentlige bygninger op til parlamentsvalget i Spanien sidste år. Han gik dermed imod ordrer fra valgkommissionen.

Nogle af plakaterne omtalte fængslede separatister som "politiske fanger" og krævede dem frigivet.

Politiske iagttagere frygter, at dommen ved højesteret mandag vil udløse nye uroligheder i konflikten omkring Cataloniens separatistbevægelse.

Cataloniens 7,5 millioner indbyggere er splittede i spørgsmålet om en løsrivelse fra Spanien. Den seneste meningsmåling viser, at 42 procent støtter en løsrivelse, mens 50 procent er imod.

Cataloniens separatistbevægelse har domineret spansk politik i adskillige år - navnlig efter at det regionale parlament i Barcelona i oktober 2017 erklærede regionen uafhængig. Det skete efter en folkeafstemning, som var kendt ulovlig af forfatningsdomstolen i Madrid.

Kilde: /ritzau/AFP