Politiet melder om mere ro i Malmø efter optøjer i weekenden

Der har været mindre brande og begyndende forsamlinger i Malmø, men patruljer har hurtigt været til stede.
Her ses resterne efter en afbrænding ved Amiralsgatan natten til lørdag i Malmø.
Her ses resterne efter en afbrænding ved Amiralsgatan natten til lørdag i Malmø.

180Graders Redaktion,

30/08/2020

Natten til søndag har foreløbig været langt mere rolig i Malmø end natten inden.

Det oplyser politiet, skriver det svenske nyhedsbureau TT kort efter klokken 02.00.

- Der har været optræk til folkemængder visse steder. Vi har dog arbejdet tæt sammen med de her mennesker og har kunnet få det stoppet i god tid, siger Calle Persson, talsmand for politiet, ifølge TT.

Der har også været mindre brande, men dem har patruljer i nærheden fået slukket, oplyser han.

Omkring 300 personer deltog natten til lørdag i uroligheder i Malmø, som fandt sted fra omkring klokken 19 fredag aften til over midnat.

Urolighederne begyndte ifølge flere svenske medier, efter at medlemmer af det danske parti Stram Kurs havde afbrændt Koranen.

Politiet sørger natten til søndag for i høj grad at være til stede.

- Vi har den samme taktik, som vi har haft tidligere på dagen, og vi har fortsat stor tilstedeværelse, siger Calle Persson til TT.

- Vi holder os tæt på folkemængder, hvor brande og lignende kan forekomme, og vi er aktive i vores kommunikation på stedet og har talt med mange mennesker.

I Ronneby vest for Karlskrona har der lørdag aften været nogle uroligheder. Omkring 10-15 unge kastede således med sten mod politiet, oplyser Calle Persson til TT. Ingen kom ifølge SVT til skade.

Politiet brugte ifølge Persson en del ressourcer på at få kontrol med situationen og har anholdt to personer.

Det er uvist, om der er en sammenhæng med urolighederne i Malmø.

Kilde: /ritzau/